Tidligere landsholdsanfører indtager Nordjylland - i Jammerbugt håber de på 'Pandrup-vejr'
Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Den tidligere landsholdsstjerne Daniel Agger sidder i trænerstolen hos HB Køge. I dag gæster han Nordjylland.
Der er lagt op til bundbrag i første division, når Jammerbugt FC og HB Køge tørner sammen lørdag klokken 14 på Sparekassen Vendsyssel Arena.
Det er dog hverken de 20 markspillere eller de to målmænd på banen, som har opnået mest inden for kridstregerne. Den tidligere Liverpool-spiller Daniel Agger er nemlig at finde på sidelinjen for HB Køge, hvor han er cheftræner. Navnet Daniel Agger har de dog ikke haft meget fokus på i Jammerbugt FC forud for kampen.
- Det har vi ikke brugt meget tid på at tænke over. Det har måske mere en betydning uden for banen, og i forhold til hvor mange der kommer på stadion, siger cheftræner i Jammerbugt FC Bo Zinck, inden han fortsætter:
- Men det er dejligt at se sådan en personlighed i NordicBet Ligaen og endda sammen med Lars Jakobsen (tidligere landsholdsback).
Respekt for modstander
Den tidligere landsholdsanfører Daniel Agger har ikke fået nogen drømmestart på tilværelsen som cheftræner. I øjeblikket ligger HB Køge på en beskeden 10. plads i NordicBet Ligaen. Ligesom Jammerbugt FC har holdet fem point efter syv kampe.
Trods det har Jammerbugt FC respekt for modstanderen.
- Vi skal møde et hold i dag, der har ambitioner om at ligge i toppen, så det er et stærkt mandskab. Men det blæser lidt heroppe, og der er ved at være Pandrup-vejr, så det passer os godt, og vi skal ud at give den gas. Vi har en fornuftig chance, siger Bo Zinck.
Hør interviews med de to trænere forud for kampen herunder.
Kampen kan følges på Viaplay klokken 14:00.