Travlt julekøkken: Der er plads til alle på Skovsgaard Hotel
Foto: Benny Kristensen
Gryderne koger og panderne svider i køkkenet på Skovsgaard Hotel, når julefrokostsæsonen rammer det danske land.
Op til jul er der altid godt gang i gryder, potter og pander i det lille køkken på Skovsgaard Hotel. Som den kendte tv-kok Nikolaj Kirk ville sige, så "bimler og bamler det i køkkenet" – men på den gode måde.
Julefrokostsæsonen er en travl tid for personalet på Skovsgaard Hotel.
Der er fiskefileter, der skal steges, grønlangkål der skal koges, og kartofler der skal brunes. Der er næsten ikke en gryde eller en pande, der ikke er i gang, når personalet skal lave julefrokostmenu for op i mod 225 mennesker.
På sådan en dag kan der godt ryge over 400 fiskefileter på de smørspruttende pander.
Men selvom der er liv i gryderne, og ovnene altid står klar, så foregår forberedelserne til julefrokosterne i et afslappet tempo med masser af plads til hygge. For på Skovsgaard Hotel skal der være plads til alle og plads til hyggen.
Medarbejdere på særlige vilkår
Skovsgaard Hotel er en socialøkonomisk virksomhed, der fungerer som arbejdsplads på særlige vilkår for mennesker, der af forskellige grunde ikke har kunnet få fodfæste på det almindelige arbejdsmarked. Derfor er et roligt overblik og en konstant afvejning af situationen også vigtig på hotellet, så alt kan køre som planlagt.
- Vi sætter fingeren i jorden og prøver nogle forskellige ting af, alt afhængig af hvad der fungerer for den enkelte. Det gælder om at prøve nogle forskellige ting af - både for vores skyld og for de personer, vi har på særlige vilkår, siger Lone Rildau, der er arbejdsleder i køkkenet på Skovsgaard Hotel.
En af medarbejderne i det muntre køkken på hotellet er Martin Ebdrup Høgh. Han er det nyeste skud på stammen i køkkenteamet, men det holder ham ikke tilbage fra at tage fat i en masse forskellige opgaver.
- Det, jeg kan holde til at lave, det laver jeg. Indtil videre går det fint. Der er ikke noget stress og jag, siger Martin Ebdrup Høgh, der er en af medarbejderne på særlige vilkår på Skovsgaard Hotel.
Krofatter smager til
Der er altid masser af liv i køkkenet, og derfor er køkkenet altid godt besøgt af medarbejder fra hotellet. Især én mand skal altid kigge forbi de boblende gryder inden maden kan blive sendt ud af huset.
Krofatter skal nemlig altid smagsteste grønlangkålen inden den kan godkendes – og det bliver til en del gange i løbet november og december.
- Nogen skal jo ofre sig til at smagsteste, og det gør jeg gerne, siger Erik Klit, der er krofatter på Skovsgaard Hotel.
Se programmet om julekøkkenet på Skovsgaard Hotel fredag den 30. november klokken 19.50 på TV2 Nord Salto.