Uden varsel: Kommune vil tvinge PTSD-ramt krigsveteran i praktik

Casper Stølting lider af posttraumatisk stress, og har været langtidssygemeldt siden 2017. Efter planen skulle han starte i et praktikforløb til maj, men så ændrede kommunen pludselig planen.

Hovedpersonen selv holder sig i baggrunden. For nok er det 31-årige Casper Stølting, der er hovedpersonen, men det er hans kone, 29-årige Ketty Stølting, der taler på hans vegne.

For Casper Stølting er krigsveteran og lider af svær PTSD – posttraumatisk stress, som er forårsaget af de oplevelser han havde i Afghanistan i 2009, da han var udsendt til landet som soldat.

quote Casper er et menneske, man ikke rigtig kan røre ved. Han skal have folk på afstand og han skal se en meget an, inden han begynder at tale med en

Annette Wibæk, psykoterapeut

Han lider i dag af socialangst og har svært ved at håndtere forandringer. Derfor var et kommende praktikforløb på en golfbane planlagt meget nøje. Det skulle være de første spæde skridt tilbage mod arbejdsmarkedet for Casper Stølting, der har været sygemeldt siden 2017.

Konen Ketty Stølting har taget ordet i interviewet med Casper, fordi han lider så meget af PTSD, at han har svært ved at sætte ord på sin tilværelse.
Konen Ketty Stølting har taget ordet i interviewet med Casper, fordi han lider så meget af PTSD, at han har svært ved at sætte ord på sin tilværelse.
Foto: Michael Schmidt Thomsen

- Han skulle starte med at rive bunkerne, indtil han kunne komme op på et timetal, hvor han kunne slå græs på en havetraktor, fortæller Ketty Stølting.

Men da hun i går kontaktede jobcenteret ved Jammerbugt Kommune for at høre nærmere om det planlagte praktikforløb, fik hun sig en overraskelse: Casper skal nu i praktik et nyt sted og på en ny dato. Nemlig den førstkommende torsdag.

- Han skal i stedet ud på en planteskole. Det er noget, som de har sat i værk – uden at involvere hverken Casper eller mig, fortæller Ketty Stølting.

Små forandringer vælter korthuset

Men som PTSD-ramt kan selv små forandringer få ”hele korthuset til at ramle” for Casper Stølting. Og det at skulle forholde sig til andre mennesker – på eksempelvis en planteskole – kan vise sig at være uoverskueligt for ham.

Det kan Annette Wibæk tale med om. Hun er psykoterapeut og har gennem længere tid fulgt Casper Stølting tæt.

- Casper er et menneske, man ikke rigtig kan røre ved. Han skal have folk på afstand og han skal se en meget an, inden han begynder at tale med en, fortæller hun.

Annette Wibæk er psykoterapeut og har gennem længere tid fulgt Casper Stølting.
Annette Wibæk er psykoterapeut og har gennem længere tid fulgt Casper Stølting.
Foto: Michael Schmidt Thomasen

TV2 Nord har i dag været i kontakt med jobcenterchef i Jammerbugt Kommune, Jannie Knudsen. Hun ønsker dog ikke at gå nærmere ind i den konkrete sag, da jobcenteret endnu ikke har haft mulighed for at drøfte sagen yderligere med Casper Stølting og hans familie.

Jannie Knudsen føler sig dog overbevist om, at sagen må bero på en misforståelse.

Planerne om praktikforløbet med start på torsdag er dog blevet droppet. Efter påske skal der, ifølge Ketty Stølting, tages stilling til præcis, hvornår og hvor Casper Stølting skal i praktik.  

Herunder kan du se programmet 'Terapihaven', hvor TV2 Nord følger Annette Wibæks arbejde som psykoterapeut i Terapihaven. Her møder vi også Casper Stølting.

Reportage fra Terapihaven Aurora.

Seneste nyt

fra Nordjylland