Ulovlige vindmøller ved Thorup-Sletten kører stadig
Foto: TV2 Nord
Stridigheden omkring vindmølleparken ved Thorup-Sletten fortsætter. Det samme gør vindmøllerne, der, selvom de er ulovlige, stadig er i drift.
De omstridte vindmøller ved Thorup-Sletten har fået lov til fortsat at køre. I hvert fald lidt endnu.
I starten af marts kom det frem, at Planklagenævnet havde vurderet, at vindmøllerne ved Thorup-Sletten var blevet opført på et ugyldigt grundlag. Jammerbugt Kommune blev derfor på et møde torsdag præsenteret for en advokatundersøgelse, der skulle fremlægge et bud på, hvad man kunne gøre ved de ulovligt opførte vindmøller.
- Vi har fået juridisk vurderet, hvad det er, vi skal, og hvad der står i underkendelsen, og hvad vores handlemuligheder er. Der har juristen anbefalet os, at vi kører videre med vindmøllerne, som de er nu her, fortæller formanden for teknik og miljøudvalget i Jammerbugt Kommune, Jens Christian Golding (S).
To fugle kan blive afgørende
De 18 vindmøller blev kendt ulovlige på grund af to fugle, der vil opholde sig i området fra april måned.
Det blev på mødet gjort klart, at en nærmere undersøgelse omkring fuglenes ophold i området vil skulle foretages, før der vil blive truffet yderligere beslutninger om vindmølleparkens fremtid.
- Man bliver nok nødt til på et eller andet tidspunkt at tage hensyn til, om man vil have grøn omstilling, eller om man vil leve med, at der er nogle enkelte fugle, der har en risiko for at flyve ind i en vindmølle, siger Jens Christian Golding (S).
Firmaet bag vindmølleparken, Eurowind, anerkender resultatet af advokatundersøgelsen. De mener, at en undersøgelse af fuglenes færden i området vil være nødvendig.
- De siger, at der ikke er en akut fare for fuglene. Jeg synes, at det er vigtigt, at alt er undersøgt på den rigtige måde. Der skal være orden i tingene, siger Joachim Steenstrup, der er pressechef for Eurowind Energy.
Vindmøller leverer stadig energi
Fugleundersøgelsen vil blive igangsat hurtigst muligt. Indtil der kommer et endeligt svar på undersøgelsen i november, vil vindmøllerne fortsat være i drift.
- Det, synes jeg, er utrolig positivt, det er grøn strøm til 65.000 husstande i Nordjylland. Det er en god park, det er en park, vi er stolte af, siger Joachim Steenstrup.
Jens Christian Golding (S) er også glad for vindmølleparken, men med alt det ballade, der har været, er han næsten klar til at stoppe med at kæmpe for den.
- Som det ser ud nu, så må de gerne bare pakke det hele sammen for min skyld. Og så må dem, der står og råber på grøn omstilling, både de grønne partier, dem i regeringen og dem udenom, beslutte, om de vil have grøn omstilling, siger han.
Se indslaget her: