Venstre i Jammerbugt slår tilbage: Tidligere borgmesterkandidats argument holder ikke
Der var frem til fredag to borgmesterkandidater i Venstre i Jammerbugt Kommune, men efter Michael Krogsgaard (V) fra Aabybro valgte at trække sit kandidatur, er der nu kun Christian Hem (V) fra Pandrup tilbage.
Sidstnævnte vil nu blive valgt som borgmesterkandidat til opstillingsmødet 16. april.
- Byrådsgruppen var også enige om, at nu ser vi fremad, og at der er fuld opbakning til Christian Hem som ny borgmesterkandidat. Christian skal formelt vælges på opstillingsmødet i Brovst Hallen tirsdag 16. april 2024, skriver Venstre i Jammerbugt Kommune i en pressemeddelelse.
Byrådsgruppen mødtes fredag efter Michael Krogsgaards valg om at trække sig og samtidig melde sig ud af partiet Venstre og dermed være løsgænger.
Læs om Michael Krogsgaards bevæggrunde for at trække sig som borgmesterkandidat herunder:
Venstre i Jammerbugt ærgrer sig over Michael Krogsgaards beslutning, men de har respekt for beslutningen.
De er dog uforstående overfor Michael Krogsgaards argument om at trække sig, fordi Mogens Gade (V), nuværende borgmester i Jammerbugt Kommune, stiller op til byrådet igen i 2025.
- Det er nemlig et argument, der ikke holder. Det har stået klart helt fra midten af januar, at borgmester Mogens Gade ville stille sit kandidatur til rådighed også til kommunalvalget i 2025, såfremt Venstre i Jammerbugt Kommune ønskede det.
- Det har også stået klart, at såfremt den nye borgmesterkandidat ikke ønskede, at Mogens Gade genopstillede som kandidat, så ville han naturligvis ikke gøre det, skriver de i pressemeddelelsen via formand for Venstre i Jammerbugt Kommune, Lisa Kronborg Sørensen.
Michael Krogsgaard mener dog ikke, at det altid har været sådan.
- Det er nyt for mig og ikke den opfattelse, jeg havde fået. Det er et argument opfundet til den situation, der er opstået, forklarer han til TV2 Nord.