Verdenskendt DJ optrådte i Fårup Sommerlands lysfald

Mens der i resten af landet bliver mørkere og mørkere, skruer de op for lyset i Fårup Sommerland.

60 kilometers murersnor, 2500 græskar og utallige lamper pryder for tiden Fårup Sommerland. 

Efter flere ugers forberedelse, var der tirsdag aften generalprøve på forlystelsens store efterårssatsning – Lysfald.

Det dragede tidligere X Factor-dommer og DJ Martin Jensen nytte af.

Højdepunktet er ikke arbejde

Det er Martin Jensens danske produktionsselskab, der står bag parkens store lysudstilling, og de udså sig den perfekte scene til musikerens nyeste produktion, som er et "mix" til Youtube.

- Jeg håber bare, at det bliver flot og nice. Jeg kommer ikke til at se så meget, jeg kommer bare til at stå her ved DJ-pulten, fortæller Martin Jensen, som har opstillet pulten med hele lysshowet i baggrunden. 

Selvom et besøg i Fårup Sommerland oftest betyder utallige ture i forlystelserne, så er det i arbejdsøjemed, at DJ'en besøger parken. 

- Jeg glæder mig til at se, hvordan det er i rutsjebanen, fordi jeg er blevet lovet, at den faktisk kommer til at køre, mens jeg spiller. Og så kan jeg jo så stå og være lidt misundelig på, at jeg skal stå her og ikke sidde i den, lyder det fra Martin Jensen, mens han peger mod forlystelsen Orkanen fra 2013. 

- Men de har også lovet mig en tur, når vi er færdige, så det er nok det, jeg glæder mig mest til.


Regnfuld juli skal reddes

Den store lysudstilling håbes at kunne trække en hel del gæster til parken - udover den verdenskendte DJ. 

For med en regnfuld sommer har antallet af gæster i Fårup Sommerland været under gennemsnittet. 

- Vi kan ikke redde hele julis tab med en god efterårsferie, fastslår marketingschef i Fårup Sommerland, Rasmus Mortensen, der dog fortsætter:

- Men det er klart, at Lysfald og Høstfest har hjulpet os til at løfte oplevelsen og gæstetallet meget, meget voldsomt over de seneste par år.

Selv synes Rasmus Mortensen, at det bedste ved udstillingen er hele volumen. Men han påpeger også den lange murersnor og nyheden 'Spejlsøen', der er en stor lysende diskokugle, som særlige. 

Lysfald i Fårup Sommerland kan opleves i den kommende weekend og hele efterårsferien. 

Se hele indslaget herunder:


Seneste nyt

fra Nordjylland