- Vores kalenderlys er stadig kun brændt ned til 15. december
Foto: Thomas Thomsen / Facebook
Camilla Lyngsø Bach spiller Ed Sheerans "Perfect" til en "Bryllupsfest" på Ingstrup Efterskole inden nedlukningen i december.
På mandag kan Camilla Lyngsø Bach igen mødes med vennerne på Ingstrup Efterskole efter at have været sendt hjem siden 15. december.
Camilla Lyngsø Bach er vågnet med et sug af savn i maven, siden hun blev sendt hjem fra Ingstrup Efterskole kort før jul.
Sammen med lidt over 30.000 elever på landets efterskoler har hun håbet på at kunne se venner og kammerater igen efter en vinter, som har stået i ventetidens tegn.
Fra på mandag kan Camilla Lyngsø Bach omsider sætte kurs mod vennerne, fordi Ingstrup Efterskole ligger i en af de regioner, hvor lave smittetal igen gør det muligt at mødes med kammeraterne, som før pandemien lukkede store dele af landet ned igen.
Under nedlukningen har den 17-årige fra Sulsted nord for Aalborg ført dagbog og reflekteret over et liv, som har været sat på pause.
Camilla har givet TV 2 lov at læse med:
Jeg kan huske en helt speciel dag under lockdown. Vores hjemsendelse var lige blevet yderligere to uger længere. Derfor måtte jeg sammen med min far køre til efterskolen for at hente et par ting. Suget i maven over at komme op på skolen igen føltes som at være et lille barn juleaften.
Navneskiltet på døren var mildt støvet, og vores julepynt var fjernet fra døren. Jeg havde helt savnet, hvor træls vores dørhåndtag var. En dyb indånding og døren til værelse 44 blev åbnet for første gang i over en måned.
Alt lignede sig selv. Vores kalenderlys var stadig kun brændt ned til 15. december, og alle vores julekalendere havde stadig uåbnede låger. Billederne på væggene og lyskæderne i loftet. De strækker sig over køjesengene, langs opslagstavlen og helt hen til døråbningen.
Julekugler i loftet på badeværelset og klistermærker på vinduet. En tiltrækningskraft som aldrig før. Tanken om, at vi skulle køre hjem igen, så snart min far havde hentet min cykel, var ikke til at holde ud.
Det er lige før, at jeg savner den daglige rengøring og min daglige skraldeekspres. “Vi troede, at det sku’ vare for evigt, som et fotografi.”
I et splitsekund havde jeg helt glemt, at jeg skulle hjem igen. Min nakke knækker næsten, når vi kører væk, og mine øjne kan til sidst ikke længere nå skolen. Et dybt suk og min far siger til mig: ”Hvis man kigger væk fra lyset, kan man se i mørket”.
Du kan læse andre efterskoleelevers beretninger om, hvordan det har været at være sendt hjem i over to måneder her.