Seneste nyt:

Nordjysk folketingsmedlem vil i regionsrådet

Folketingsmedlem for Venstre, Anne Honoré Østergaard, stiller op til regionsrådet.

Venstre-politikeren Anne Honoré Østergaard har for nyligt meddelt, at hun ikke genopstiller til byrådet, men oplyser nu, at hun stiller op til regionsvalget.

- Vi har talt meget om sundhed det seneste år, og det kommer til at fortsætte. Den dagsorden vil jeg gerne være med til at løfte i regionen.

Det nordjyske folketingsmedlem har siddet otte år i byrådet i Aalborg Kommune og to år i Folketinget. Hun mener, der er brug for et "kursskifte".

- I Nordjylland har vi mange udfordringer med sundhedsvæsenet. Eksempelvis bliver der taget beslutninger hen over hovedet på borgerne, når man lukker lægevagterne i Brovst, Farsø og Skagen.

- Borgerne skal inddrages i planlægningen af det nære sundhedsvæsen, og vi skal have nedbragt ventelisterne til operationer og til børnepsykiatrien. Det kan kun gå for langsomt, siger Anne Honoré Østergaard (V).

Erfaring med dobbeltmandat

At arbejde i både Folketinget og i Regionsrådet, mener Anne Honoré Østergaard, at der kan være store fordele i. 

- På Christiansborg er jeg både ordfører for afbureaukratisering og arbejdsmiljø. Og netop det vil jeg tage med i regionsrådet, hvor jeg som udgangspunkt mener, at vi skal vise de offentligt ansatte en større tillid. Vi skal skære ned på bureaukratiet, så vores ansatte i  sundhedsvæsenet får mere tid til kerneopgaven og patienten, lyder det fra regionsrådskandidaten.

Hun mener ikke, at et dobbeltmandat er et problem.

- Jeg har erfaring med det og vist, at det kan jeg godt håndtere. Det gode med dobbeltmandater er, at man kommer ind i substansen.

Regionrådsvalget afholdes med kommunalvalget den 16. november 2021.