Anklager tror ikke på tiltaltes forklaring i Mia-sagen
Anklager Mette Bendix gjorde det flere gange tydeligt under sin procedure, at hun ikke tror på den 38-åriges forklaring af, hvordan Mia Skadhauge Stevn døde.
Ifølge anklagemyndigheden var det nemlig et helt andet forfærdeligt scenarie, der udspillede sig i de tidlige morgentimer 6. februar 2022, end det den 38-årige tiltalte har forklaret i byretten.
I Hammer Bakker blev der nemlig fundet flere af Mia Skadhauge Stevn ejendele - en hårelastik, hendes nøgler og to brystplastre, der alle var spredt rundt i skovområdet. Den tiltalte har forklaret, at han aldrig har været i de områder, hvor ejendelene er fundet, men det er anklageren helt uenig i.
- Er der sket det, at Mia stak af ved et af de første stop? Og så fangede tiltalte hende ved at tage fat i håret, hvor hendes hårelastik røg af?, sagde anklageren, mens hun gjorde det klart, at hun ikke med sikkerhed ved, hvad der skete i Hammer Bakker.
Alligevel fandt hun det påfaldende, at den tiltaltes bil blev flyttet hen i nærheden af det stykke med tæt skov, hvor Mia Skadhauge Stevns to brystplastre blev fundet.
- Tiltalte har flyttet bilen tættere på det stop, hvor han slog Mia ihjel, sagde anklageren og fortsatte:
- Mia har kæmpet for sit liv, for ellers var hendes ejendele aldrig blevet fundet så spredt derude, sagde Mette Bendix.
Til slut i sin procedure gjorde Mette Bendix det klart, at hun fortsat mener, at den 38-årige skal kendes skyldig både drab, voldtægt og usømmelig omgang med lig.