Derfor er politi og Fødevarstyrelsen til stede ved Bratbjerggaard
Onsdag omkring middagstid rullede en politibil og en bil fra Fødevarstyrelsen ind hos Bratbjerggaard ved Brovst, som den seneste tid har modtaget mere end 20 heste fra den omstridte hesteavler John Byrialsen.
John Byrialsen er tidligere blevet beskyldt for at vanrøgte sine heste på Viegård Stutteri ved Viborg. Anklager, der endte med at koste ham en konkursbegæring.
- Fødevarestyrelsen er i dag på kontrolbesøg på stutteriet Bratbjerggaard, da vi har modtaget en anmeldelse angående hestenes forhold, oplyser fødevarstyrelsen i et skriftligt svar til TV2 Nord.
- Vi forventer at have en kontrolrapport om besøget klar inden for et par dage, afslutter man.
Dengang, det kom frem, at John Byrialsens heste ville komme til Nordjylland var borgmester i Jammerbugt Kommune Mogens Christen Gade (V) ude at sige, at man var opmærksom på situationen, og han lovede i same ombæring masser af kontrol.
- Derfor sender vi et klart signal om, at vi er her, lød det dengang.