F35-fly lander i storcenter
Aalborg Storcenter og Flyvestation Aalborg er gået sammen om et særligt event.
Det betyder, at der nu står et F16-fly parkeret på centertorvet inde midt i storcenteret, mens det splinternye F35-kampfly er parkeret foran indgangen.
- Det giver jo vores kunder en kæmpe oplevelse. Vi håber, det giver stor opmærksomhed, siger Niels Adolfsen, centermanager i Aalborg Storcenter.
De to fly er ankommet med ladvogne fra Flyvestation Aalborg. Og proceduren med at få de to kampfly ind i et storcenter er ikke helt ligetil.
F16-flyet er blevet skilt ad i flere dele for at komme igennem indgangen, mens F-35-flyet var for stort til at komme igennem, og derfor måtte blive stående ude foran.
Og det er ikke helt uden grund, Flyvestation Aalborg går med til at udstille de to store fly.
- Opmærksomheden gør, at vi kan sætte fokus på vores mange uddannelser, folk kan optages på, siger Morten Valentin, der er presseofficer i Flyvestation Aalborg.