Kort Nyt

Nordjysk Nye Borgerlige profil bliver konservativ

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Rikke Pedersen, der i marts måned meldte sig ud af Nye borgerlige i protest mod valget af Lars Boje Mathiesen som formand for partiet, har nu meldt sig ind i Det Konservative Folkeparti.

Det bekræfter hun overfor TV2 Nord.

- Grundlæggende har vi jo mange fælles værdier, som sagtens kan forenes. Og så er der nogle virkelig gode konservative kræfter i Aalborg. I det store hele, er jeg nok egentligt kommet hjem, siger Rikke Pedersen om hvorfor, kærligheden faldt lige netop på de konservative.

Hun har ellers vært løsgænger siden marts, men meldte sig ind i partiet 9. august, hvor Nye Borgerlige mistede deres ene kandidat i byrådet i Aalborg.

- Der har aldrig været tvivl om, at jeg er konservativ af sin sindelag. Jeg er vokset op i et borgerligt samfund, hvor det afspejler sig i levemåden, uden det nødvendigvis har været italersat politik.

Hendes fremmeste mærkesag for de konservative er at skabe en borgerlig renæssance og idetænkning i befolkningen, lyder det fra Rikke Pedersen.

FAKTA

Ved kommunalvalget i Aalborg i 2021 stemte 3,6 pct. af vælgerne på Nye Borgerlige. Dermed blev partiet for første gang repræsenteret i byrådet i Nordjyllands største kommune. Af de 4064 stemmer, partiet fik, var 805 personlige stemmer på Rikke Pedersen.

- Det er det, vi er rundet af alle sammen, så kan man jo altid om det er sundhed, uddannelse eller erhvervsliv, så kan man altid gå ind og sætte mærkesager på hele den politiske palette. 

- Jeg er måske lidt en konservativ tænker, som det 21. århundrede har brug for, siger det nye konservative medlem.

Truede sig til kontanter i Rema, men vigtig information fældede hurtigt gerningsmanden

En 27-årig mand var fredag aften klokken 22.00 på togt i Rema 1000 på Vingårdsgade i Aalborg.

Her truede han sig til kontanter. "Find en pose og kom penge i posen. Det er et røveri", skulle han have sagt til den ansatte ved kassen.

- Det er en verbal trussel, hvilket gør det til et røverilignende forhold, og han får udleveret penge ved kassen og stikker af, siger Karsten Højrup, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi.

- Umiddelbart var han ikke bevæbnet.

34 minutter efter røveriet var manden og de røvede kontanter i politiets varetægt, efter signalementet på gerningsmanden gjorde, at anholdelsen kunne foretages så kort tid efter på Boulevarden i Aalborg.

Den 27-årige mand er kort før klokken 10.00 lørdag stadig hos politiet, men det forventes, at han løslades efter afhøring.

Togene kører igen efter systemfejl

Opdateret: Fejlen er udbedret, og der kører igen tog på strækning, melder Banedanmark på X.

Det nye digitale signalsystem skaber problemer for togtrafikken på strækningen mellem Langå og Frederikshavn.

Det skriver Banedanmark på X.

Der er blevet indsat togbusser på strækningen, og imens forsøger Banedanmarks folk ihærdigt på at løse problemet.

- Vi melder ud, når vi ved mere. Tjek Rejseplanen, skriver Banedanmark.

White Hawks og Pirates kom på glatis fredag aften

Det blev en skidt nordjysk fredag aften på isen for de to ishockeyhold Aalborg Pirates og Frederikshavn White Hawks i Metal Ligaen.

Aalborg Pirates var taget på en lang udebanetur til Herlev Eagles, mens Frederikshavn White Hawks hjemme tog imod den forsvarende mester fra Sønderjyske.

Piraterne fik en rigtig skidt start og var bagud 0-1 før første spilleminut var overstået, ligesom der ikke gik lang tid, før der stod 0-2.

Første periode blev tabt 1-3, mens aalborgenserne efter anden periode var bagud med 2-5, inden holdet fik reduceret til slutresultatet 3-5 i tredje periode.

Det var også en ensidig forestilling i Frederikshavn.

White Hawks kom bagud efter 12 minutter og der blev ikke scoret yderligere i første periode. Samme tendens fortsatte i de to sidste perioder, som begge blev tabt med 0-1.

Dermed blev slutresultatet et nederlag på 0-3 til Frederikshavn White Hawks.

Aalborg Pirates er stadig på duksepladsen i rækken, men har spillet to kampe flere end nummer to Herlev Eagles. Frederikshavn White Hawks ligger næstsidst med samme antal point som Rødovre under dem.

Frederikshavnerne har dog spillet en kamp flere end Rødovre.

Trafikken stoppet i Limfjordstunnelen: Autotransporter og personbil i sammenstød

Ved 9-tiden lørdag morgen har der været et uheld i Limfjordstunnelen på E45 Motorvejen fra Aalborg mod Nørresundby.

Nordjyllands Politi fik meldingen 09.08, og den gik i første omgang på, at en autotransporter har tabt en bil, og at den havde ramt en anden bil.

- Det viser sig i stedet, at autotransporteren laver et vognbaneskift, og så er der sket et sammenstød med en personbil, fortæller Karsten Højrup, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi.

Det får bilerne til at holde stille i tunnelen, hvorfor politiet bliver opmærksomme på det via deres videoovervågning. Der bliver sendt politi og to ambulancer til stedet.

- To personer i personbilen var lettere tilskadekomne, men intet alvorligt, lyder det fra vagtchefen.

Klokken 09.40 var oprydningsarbejdet færdig, og trafikken kunne normaliseres med fuld tryk på i både nordgående og sydgående retning.

Seks personer fra skyderi løslades

Nordjyllands Politi oplyser på X, at de seks personer, der i nat blev anholdt i forbindelse med skyderiet på Grønlands Torv i Aalborg, nu er løsladt.

To personer blev ramt af skud, da der blev afgivet fem skud mod et køretøj.

Politiet har allerede bekræftet, at både de sårede og anholdte er tilknyttet lokale bandegrupperinger. Dermed er der tale om et internt opgør i et kriminelt miljø.

De løsladte er stadig sigtet i sagen.