Nordjyske foreninger går sammen: Inviterer 715 til gratis juledag
Julehjælp i Nordjylland stiger hvert år, og i år er antallet af ansøgere slået rekord.
Derfor inviterer Aalborg Ishockey Klub, foreningen Cool East, Aalborg Pirates og Skalborg Sportsklubs Håndboldafdeling blandt andet i aften - fredag - med støtte fra Nordea Fonden til arrangementet ”Alle har ret til en god jul”.
Her vil foreningerne give enlige, par og familier gratis julemad, gratis julebanko med flotte præmier, og en ”juleishockey-kamp” mellem Aalborg Pirates og Rødovre.
Hele 715 er tilmeldt arrangementet, hvor der er sendt invitationer ud gennem Aalborg kommune, Røde Kors, Blå Kors, Gestus Nord, Raise for Kids, Børnenes Kontor Aalborg, A2, Himmerland Boligforening og Plus Bolig.