Risiko for oversvømmelser: Nu frarådes parkering
Aalborg Kommune fraråder nu parkering ved Skudehavnen, Vestre Havne Promenade, på Søsportsvej på Aalborgsiden og på Havnegade i Nørresundby.
Det gør de efter DMI varsler forhøjet vandstand i Limfjorden. I Aalborg er vandstanden ifølge DMI 38 centimeter over normalen onsdag middag, men torsdag klokken 07.00 forventes den at nå helt op på 1,09 meter over daglig vande.
Oversvømmelser ved havnefronten i Aalborg er dog ikke nyt, men tværtimod har det været et stort problem i flere år.
I 2022 vandt virksomheden C.F. Møller Aalborg Kommunes arkitektkonkurrence med deres forslag, som skal sørge for, at Vestbyen er sikret mod oversvømmelser i fremtiden. Men det kan dog fortsat tage tre til fem år, før løsningen kan være klar.
I Løgstør står det noget værre til end i Aalborg. For allerede her er vandstanden ifølge DMI 1,09 meter højere end daglig vande, mens den torsdag morgen forventes at nå op på 1,30 meter over normalen.
Du kan se billederne fra både Aalborg og Løgstør Havn her: