Kort Nyt

Hjemløs sov på museum i fire måneder

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Manden fandt selv nøglen til Kappelborg.

'En nat på museet' har udspillet sig i Skagen. I hvert fald i Kulturhus Kappelborg.

Udenfor museets normale åbningstid har de nemlig haft besøg af en ubuden gæst, der dog ikke ligefrem har forstyrret de besøgende

En 46-årig mand fra Polen har siden november flere gange opholdt sig i kulturhuset, skriver Kanal Frederikshavn. 

Manden er dog gået ind, når de ansatte og besøgende er gået hjem. 

Kulturhuset anmeldte sagen til politiet i januar, efter der i julen også blev stjålet mindre beløb i kontanter. Her mistænkte de, at det var selvsamme mand, der stod bag.  

Har selv låst sig ind

Grundig efterforskning af sagen og videoovervågning fra stedet har sidenhen vist, at den polske mand tilbage i november fandt en nøgle til kulturhuset i en dørlås.

Den har han valgt at bruge flittigt. Flere gange har han låst sig ind for at opholde sig indenfor. 

Det er dog ikke kun om natten, manden har besøgt det kulturelle samlingssted i Skagen. Onsdag formiddag kom han forbi Kappelborg i åbningstiden. Og her valgte politiet at slå til. 

Manden erkendte, at han har besøgt kulturhuset flere gange udenfor åbningstiden. Men han nægter at have stjålet penge derfra. 

Samtidig forklarede han, at han var hjemløs, og at han har opholdt sig i Danmark i et års tid.

Udlændingestyrelsen skal nu afgøre, om manden skal udvises af Danmark, skriver lokalmediet.

Regnfuld mandag med hård vind

I hele Region Nordjylland kan vi i dag forvente regn, og i løbet af dagen tiltager vinden.

- Ude ved kysterne kan det godt være hård vind sammen med regnvejret, fortæller Lone Seier fra TV2 Vejret.

Temperaturen når op på mellem 11 og 13 grader i Nordjylland i dag, og først i aften bliver der tørt i den nordøstlige del af regionen.

Spørg Solvej Vindblæs om vejret.

Vejret tre timer frem
Vejret senere

Udkantsgymnasium med i international forskning

På tværs af vestlige lande er det en problematik, at unge forlader udkantsområder for at uddanne sig.

Derfor deltager Morsø Gymnasium nu i et skotsk forskningsprojekt, hvor man skal undersøge og udvikle studievejledningen i håb om, at man kan styrke landdistrikterne.

- På gymnasiet arbejder vi med at vise vores elever nogle stier tilbage til Mors i løbet af deres tre år på gymnasiet. Det gør vi fx ved at undervise sammen med Museum Mors i faget historie og bruge lokale virksomheder som eksempler i faget erhvervsøkonomi. Vi har også lavet sabbatårs arrangement med lokale virksomheder og har et samarbejde med erhvervsrådet, og vi er på vej ind i projektet ”Nye veje” med kommunen og regionen, som også arbejder i dette felt. Vi vil rigtig gerne bidrage til, at det bliver et muligt tilvalg for de unge at blive eller komme retur, forklarer rektor ved Morsø Gymnasium, Ann Balleby.

Kendt nordjysk hotel vinder pris

Hvert år uddeler Den Danske Spiseguide priser til forskellige danske restauranter.

Guiden blev lavet for første gang i 1978, og er blevet udgivet årligt siden dag.

I år er Ruths Hotel i Skagen løbet med prisen som "årets bo & Spis adresse 2024". Det har køkkenchef ved Ruths Hotel skrevet om på Facebook.

Bro blev spærret efter usikkerhed om bæreevne: Nu er der nyt

Det har i weekenden ikke være muligt at benytte en del af Gugvej, som overflyver Ådalsmotorvejens tilkørsel, fordi den fredag blev spærret.

Det var på grund af en akut opstået situation. Det oplyste Brian Aagaard, der er civilingeniør hos By og Land i Aalborg fredag.

- Vi har været ude og lave en reparation på broen, hvor en rådgiver har opdaget noget i konstruktionen, der ser forkert ud i forhold til, hvordan man ville gøre det i dag. For at gå med livrem og seler, har vi derfor valgt at spærre broen, sagde han.

Nu er der dog godt nyt til bilisterne.

Weekendens arbejder er nemlig afsluttet, og man forventer at kunne åbne vejen igen mandag den 7. oktober om eftermiddag senest klokken 15.00.

Det oplyser Henrik Jess Jensen, der er afdelingsleder for Veje og Infrastruktur i By og Land i Aalborg Kommune.

- Vi beklager de gener vejlukningen har medført. Men grundet et muligt bæreevnesvigt valgte Aalborg kommune af sikkerhedsmæssige årsager at lukke vejen. Og igangsætte reparationsarbejder i løbet af weekenden. Skaden er udbedret og bæreevnen er nu intakt og dermed er vejen farbar, afslutter han.

Borgmester efter hastemøde om hemmeligt notat: Åbenlyst forskellige opfattelser

Fredag kunne vi på TV2 Nord afsløre, at Frederikshavn Kommune siden januar 2022 har kendt til de alvorlige økonomiske problemer på Frederikshavn Havn.

Det fik flere byrådsmedlemmer, som ikke sidder i kommunens økonomiudvalg, til at stå frem og fortælle, at de ikke har haft kendskab til notatet.

- Det gør mig vred og ked af det, at vi i byrådet har siddet og truffet beslutninger, som er baseret på et meget lille uddrag af det, som vi burde vide, lød det blandt andet fra Venstres gruppeformand, Jan Bjeldbak.

Derfor indkaldte borgmester Birgit S. Hansen (S) søndag eftermiddag alle gruppeformændene i byrådet til mødet om notatet fra 2022.

- Gruppeformændene har været samlet søndag eftermiddag. Der er dokumentation for, at der er stillet mange spørgsmål fra kommunen til havnen startende i 2022, lyder det fra Birgit S. Hansen i et skriftligt svar til TV2 Nord.

- Der er er åbenlyst forskellige opfattelser af, hvordan tingene hang sammen. Og netop derfor afventer vi nu advokatundersøgelsen med sindsro, afslutter hun.