Kæmpe White Hawks-profil og landsholdsspiller stopper karrieren
Klubben vil hylde Jesper Jensen til en af de kommende hjemmekampe, når sæsonen begynder.
Anfører og kæmpe profilen Jesper Jensen indstiller karrieren. Det oplyser Frederikshavn White Hawks på sin hjemmeside.
Årsagen bag karriererstoppet skyldes blandt andet en hjernerystelse, som kaptajnen pådrog sig tilbage den 13. januar i år.
- Lige siden Jesper blev ramt af sin seneste hjernerystelse, har vi haft løbende dialog med ham. Indtil det sidste, har begge parter håbet, at Jesper kunne genoptage sin karriere ved siden af sit nye job som assistenttræner for U 16 landsholdet, udtaler sportschef Kasper Kristensen, der tilføjer.
- Vi er ærgerlige over, at hans exit bliver på grund af en skade, men det helbredsmæssige vægter trods alt højere, og vi glæder os over, at Jesper stadig er en del af ishockeyen, både i Frederikshavn, og på landsholdsplan, slutter Kasper Kristensen.
Udover sin tid i White Hawks har Jesper Jensen også udgjort en rolle på det danske ishockeylandshold, hvor han har deltaget ved flere VM samt det historiske OL i Beijing.
I forbindelse med en af White Hawks hjemmekampe i begyndelsen af sæsonen, vil klubben tage afsked med Jesper Jensen, så fansene kan hylde ham for sin tid i klubben.