Mand forsøgte at smugle mobil ind i fængsel
Fængselspersonalet på Kragskovhede Fængsel i Jerup kom i weekenden på overarbejde.
For lørdag aften kort før klokken 20 fik de øje på noget mistænkeligt på deres overvågningskameraer.
En 43-årig mand listede rundt på fængslets område.
Personalet måtte derfor springe til for at tilbageholde ham, mens der blev taget kontakt til politiet. Det skriver Kanal Frederikshavn.
- Ros til personalet, som virkelig gjorde et godt stykke arbejde, siger politikommissær Michael Karstenskov, leder af Sagscenter Frederikshavn til Kanal Frederikshavn.
Da politiet ankom til fængslet, kunne de se, at manden havde en mobiltelefon på sig. Ifølge Nordjyllands Politi var det meningen, at den skulle være kastet ind over hegnet til en af de indsatte.
Men det var ikke det eneste bemærkelsesværdige ved den 43-årige mand.
For udover mobiltelefonen, havde han også en bilnøgle på sig til en Ford, som politiet efterfølgende valgte at ransage.
Og her fandt de to kanonslag, pumpeudstyr og tomme dunke, der lugtede af dieselolie.
Manden blev anholdt på stedet. Han står nu over for flere sigtelser.