Sæby mister sin eneste ambulance
En ordentlig lussing.
Sådan betegner borgmester Birgit S. Hansen (S) det slag, der har ramt Frederikshavn Kommune.
Fra nytår mister kommunens næststørste by, Sæby, nemlig sin ambulance.
Baggrunden for den beslutning bunder blandt andet i bemanding, men handler også om økonomi.
Men uanset årsag, er Birgit S. Hansen frustreret over, at Region Nordjylland ikke spiller med åbne kort, når de skærer i serviceniveauet.
Hun havde hørt lidt om det på vandrørerne, men bliver alligevel taget på sengen af besparelserne, da hun fik vished om planerne tirsdag.
- Vi havde hørt lidt som lokalpolitikere, men vi er ikke blevet orienteret af regionen eller fået det bekræftet. Jeg synes, det er det, jeg kalder en sniger, siger hun.
For regionens præhospitale virksomhed har stået for ambulancedriften i Vendsyssel og Aalborg-området siden 1. april sidste år, men der er problemer med at bemande ambulancerne, fordi der mangler ambulancebehandlere. Det gør sig også gældende i Sæby.
- Status er, at der blot er to ambulancebehandlere til at dække et døgnberedskab, hvilket stiller store krav til frivilligt merarbejde og generelt giver en endog meget svingende bemanding. Hertil kommer, at den økonomiske opbremsning i 2023 og driftsoptimeringen for 2024 indebærer en meget restriktiv tilgang til at bemande de vakante stillinger med overtidsvagter. Derfor udgår døgnberedskabet i Sæby fra 1. januar, siger Pia Buus Pinstrup (K), der er formand for det nære sundhedsvæsen i Region Nordjylland.
Læs mere her.