Venstre udskyder valg af borgmesterkandidat for "en sikkerheds skyld"
Det bliver først efter sommerferien, at Venstre vælger partiets spidskandidat til næste års kommunalvalg i Frederikshavn Kommune.
Lone Haugaard og Jon Andersen har begge stillet sig til rådighed som borgmesterkandidater for Venstre i landets nordligste kommune, men om det bliver en af dem eller en tredje kandidat, der skal gribe ud efter borgmesterkæden, er endnu uvist.
Valget af spidskandidat skulle have fundet sted mandag aften, men få timer før mødets start valgte kommuneforeningens bestyrelse at aflyse opstillingsmødet.
- For en sikkerheds skyld har vi valgt at udskyde valget af spidskandidat, indtil vi har vedtaget en procedure i henhold til Venstres vedtægter. Det har intet at gøre med de to personer, der har meldt sig som potentielle borgmesterkandidater, siger Lars Mellemkjær, som er fungerende formand for Venstres kommuneforening i Frederikshavn, i en pressemeddelelse.
En procedurefejl
Niels Bünemann, som er medlem af kommuneforeningens bestyrelse og har udsendt pressemeddelelsen, oplyser, at valget af spidskandidat er udskudt på grund af en procedurefejl.
Han fortæller, at partiets kommuneforening ikke formelt har vedtaget, hvordan valget af en spidskandidat skal foregå. Det ønsker bestyrelsen at lave om på, og derfor skal der nu udarbejdes en procedure, som skal vedtages på en generalforsamling, før opstillingsmødet kan gennemføres.
Venstre i Frederikshavn Kommune forventer, at der indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling og nyt opstillingsmøde efter sommerperioden. Her skal den nye procedure for udpegning af kandidater vedtages, og desuden skal der vælges en ny formand for kommuneforeningen.
Den hidtidige formand, Louise Jæger, har valgt at nedlægge sit hverv.
Næste kommunalvalg finder sted tirsdag 18. november 2025.