Ældre kvinde snydt af ''bankmand''
Der har været flere eksempler på tricktyveri i det nordjyske på det seneste.
Blandt andet da tricktyve havde været på spil i Skagen, Sæby og Agersted i starten af april.
Her meldte Nordjyllands Politi om fem hændelser, hvor to personer havde fået udleveret kreditkort samt koder fra borgere, hvorefter der var blevet hævet betragtelige kontanter.
To ukendte gerningsmænd var også på spil i slutningen af marts i Skagen og Hjørring, hvor gerningsmændene narrede seks personer til at udlevere deres dankort, smykker og kontanter.
Og nu er den gal igen i Hjørring.
Det oplyser Nordjyllands Politi i døgnrapporten.
En ældre kvinde blev nemlig fredag eftermiddag 19. april udsat for et tricktyveri, hvor en person ringede til kvinde og forklarede, at han var fra banken.
Han ville informere hende om, at der var blevet overført nogle penge fra hendes konto til Spanien, og han ville vide, om hun var klar over dette.
Det var kvinden ikke klar over, og ''bankmanden'' sendte derfor en medarbejder ud for at hente kvindens betalingskort.
Der gik ikke længe, før en mand bankede på ved kvinden på Svanelundsbakken i Hjørring, og han overtalte den ældre kvinde til at udlevere sit betalingskort.
Nordjyllands Politi var i starten ude at advare mod tricktyverier mod især de ældre.