Seneste nyt

fra Nordjylland

Politi på bar bund i sag om tricktyverier

- Vi har desværre ikke fået henvendelser, vi kan bruge til noget.

Vagtchef René Kortegaard har ingen gode nyheder til borgerne i Skagen og Hjørring, der i den seneste tid har været udsat for tricktyverier.

Her har to ukendte gerningsmænd narret seks personer til at udlevere deres Dankort, smykker og kontanter. Ialt har otte personer anmeldt tricktyverier i området, men tyvene havde ikke 'heldet' med sig i de øvrige to tilfælde.

- Gerningsmændene går primært efter ældre mennesker, som ikke er så digitale, og som har en fastnettelefon, fortæller René Kortegaard.

Fremgangsmåden i Skagen og Hjørring har været, at den ene gerningsmand ringer til ofret og udgiver sig for at være en ansat i banken. Imens møder den anden op hjemme hos ofret og forsøger at få udleveret kontanter, kort og værdier.

- Der er ingen banker, som gør, som de gør. Ingen banker vil have fat i dankort, smykker og kontanter. Hvis nogle ringer fra en bank og beder om det her ting, så afbryd opkaldet og ring til os med det, lyder advarslen fra politikommissær Morten Axelsen. 

- Det vil banken aldrig gøre

Nordjyllands Politi efterlyste på det sociale medie X onsdag vidner, som måtte have set de to gerningsmænd. 

Det første mand beskrives som 185-190 centimeter høj, 30-40 år, lys i huden, talte med lokal dialekt, mørkt hår, og han var mørk dynejakke, mørke bukser og briller.

Den anden mand er omtrent 175-180 centimeter høj, mørk i huden, talte med udenlandsk accent, pænt fuldskæg og iført cowboybukser.

quote Gerningsmændene går primært efter ældre mennesker

René Kortegaard, vagtchef, Nordjyllands Politi

Ifølge Vagtchef René Kortegaard har ordensmagten ikke modtaget yderligere anmeldelser om tricktyverier siden onsdag. Men han understreger gerne advarslen endnu engang.

- Vi vil gerne opfordre til, at man lader være med at udlevere noget til nogen, der udgiver sig for at være fra banken. Det vil de aldrig gøre, siger han.

Nordjyllands Politi har også tidligere modtaget anmeldelser om tricktyverier i Brønderslev og Hadsund, hvor fire mænd blev anholdt.

Hvis du har oplysninger i sagen, hører politiet gerne fra dig på telefon 114.