Kort Nyt

Invasive krabber fundet ved Mors

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Slå den ihjel, hvis du ser den.

Sådan lyder meldingen fra Miljøstyrelsen, efter DTU Aqua har fundet den invasive krabbeart penselklippekrabbe i Klosterbugten ved Nykøbing Mors.

Arten er tidligere blevet observeret i form af enkelt individer, men i juni fandt DTU Aqua 15 voksne individer i Klosterbugten ved Nykøbing Mors.

- Dette indikerer, at arten nu sandsynligvis har etableret sig med en stabil, reproducerende bestand i strandzonen langs hele Limfjorden, konkluderer DTU Aqua.

De 15 voksne krabber blev fundet i løbet af kun 20 minutters indsamling.

Her fandt man de invasive krabber Foto: Nanna Jørgensen, TV MIDTVEST

Får snart selskab af anden krabbe

DTU Aqua vurderer, at penselklippekrabben inden længe vil få selskab af en anden artsfælde.

Den asiatiske strandkrabbe trives i vid udstrækning samme steder som penselklippekrabben.

- Den asiatiske strandkrabbe er ikke set i Limfjorden, men det er formodentlig kun et spørgsmål om tid, konkluderer DTU Aqua.

Læs mere her.

Kæmpe milliongevinst til heldig aalborgenser

Lørdag betyder for mange et spil Lotto hos Danske Spil, og en spillelysten aalborgenser fortryder formentlig ikke, at chancen blev taget denne lørdag.

I lørdagens Lotto-trækning var der tre vindere, men aalborgenseren er den, der kan vågne op søndag med flest grunde til at være ekstra glad i denne juletid.

Nemlig hele otte millioner ekstra grunde.

Nordjyden vandt førstepræmiepuljen ved at ramme de syv rigtige tal, som altså udløser en gevinst på otte millioner danske kroner, skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

Vedkommende vandt via sit PLUS-abonnement.

- Det er skønt at dele gevinster ud til glade danskere. Vinder man et stort beløb hos Danske Spil, står vores særlige rådgivere klar til at sikre, at man får en god start på livet som nyslået millionær - eller mangemillionær, lyder det fra Malene Mølgaard, der er administrerende direktør i Danske Lotter Spil, som står bag Lotto.

Sådan bliver søndagsvejret

Søndagsvejret fortsætter i samme spor, som vi så det lørdag. Der vil være regn og gråvejr i perioder.

Det vil være ganske blæsende fra øst frem til morgenstunden, og det betyder en råkold søndag morgen, hvor der vil være fem grader, men det vil føles som nul grader.

Det fortæller TV 2’s meteorolog Andreas Nyholm.

Senere på dagen går vinden om i nordøst, og det bliver mere og mere tørt.

Efter frokost tror meteorologen, at der kun er en lille smule regn tilbage, og hen på eftermiddagen vil det mest holde tørt.

Der vil være lidt opbrud, men det er først efter solnedgang, og det vil betyde lavere temperaturer søndag aften – især i vejbanerne.

Spørg TV2 Nords vejrrobot, Solvej Vindblæs, om vejret.

Vejret tre timer frem
Vejret senere

Mors-Thy moser ligakonkurrenter

Herreligaens grundspil er netop gået ind i anden halvdel af sæsonen, og Mors-Thy Håndbold fortsatte de gode takter fra de første 13 kampe i den fjortende kamp lørdag eftermiddag.

Her tog holdet på hjemmebane imod Skanderborg AGF.

Efter en tæt første halvleg, hvor holdene skiftedes til at være i førersædet, satte Mors-Thy sig på begivenhederne i de sidste 30 minutter.

Fra et lige udgangspunkt fra 12-12 ved opstarten på anden halvleg, var Mors-Thy pludselig foran 15-12 og lidt senere 19-14.

Hvad, Niels Agesen har sagt til dem i halvlegen, vides ikke, men det virkede.

Mors-Thy fortsatte og udbyggede bare føringen mod konkurrenterne fra Skanderborg, der havde et point mere end Mors-Thy før opgøret.

Det blev så ensidigt, at sejren til sidst lød på skræmmende 35-21, og det bringer Mors-Thy Håndbold op på 17 point og en øjeblikkelig fjerdeplads.

Topscoreren for Mors-Thy blev højrefløjen Lasse Pedersen med syv scoringer.

Tidligere på eftermiddagen var Aalborg Håndbold i aktion, og hvordan det gik dem, kan du læse i artiklen herunder.

Aalborg Håndbold vinder igen fra baghjul

Håndboldspillerne fra Aalborg Håndbold er vant til et hårdt program, og sådan er det også i øjeblikket for de sejrsvante herrer.

Torsdag aften var de i Polen, hvor de besejrede Pick Szeged med 32-30 i Champions League efter at have været bagud stort set hele første halvleg.

Lørdag eftermiddag var modstanden i stedet i den danske andedam i Herreligaen, hvor nordjyderne gæstede Ribe-Esbjerg.

Før opgøret havde Aalborg Håndbold vundet syv opgør i træk. Fire i den hjemlige liga og tre i Champions League.

I sidste uge vandt holdet med 29-27 ude mod Nordsjælland efter at have været bagud med fire mål med ti minutter igen.

Og noget lignende gentog Aalborg Håndbold denne lørdag mod Ribe-Esbjerg.

Ved halvlegen var aalborgenserne bagud med 19-22, men det tog ikke lang tid, før gæsterne havde bragt sig foran og i deres vante vinderposition.

Et par gange bed Ribe-Esbjerg dog fra sig og var igen foran et par gange.

Men mod slutningen af anden halvleg trak Aalborg Håndbold fra. Kortvarigt var nordjyderne foran med fire scoringer, og til sidst kunne mandskabet tage sejren på 39-37 med til Aalborg.

De nordjyske topscorere i opgøret blev Lukas Nilsson, Patrick Wiesmach, Sebastian Barthold og Buster Juul alle med seks mål.

Aalborg Håndbold ligger på førstepladsen i Herreligaen med 23 point efter 14 kampe side om side med GOG.

Politiet med julefrokost-anbefaling: Gå ikke langs havnen

Det er en af de absolut største aftener, når det gælder afholdelsen af julefrokoster, og det er formentlig i den forbindelse, at Nordjyllands Politi kommer med en huskeseddel, inden snapsen for alvor er gået i blodet.

- Gå ikke langs havnen hjem fra byturen og husk lige jakken nu, hvor du er så godt i gang, skriver Nordjyllands Politi i et opslag på X.

Med vinterkulden er det ekstra farligt at falde i for eksempel Limfjorden i Aalborg, og derfor gør man klogt i at følge politiets råd.

TV2 Nord har tidligere dækket adskillige sager, hvor der er folk, der er faldet i Limfjorden fra enten Aalborg eller Nørresundby-siden.

Blandt andet i artiklen herunder.