Branche vil ændre regler efter klageregn
Alt for mange udfordringer og utilfredse kunder får forsikringsselskabernes brancheorganisation til at komme med radikalt forslag.
Tal fra ankeklagenævnet for forsikringer viser nemlig, at ejerskifteforsikringen er den forbrugerforsikring, som får allerflest klager.
Derfor er ejerskifteforsikringer ikke længere et attraktivt produkt for størstedelen af forsikringsselskaberne.
Indtjeningen er for lille, og kunderne er for utilfredse.
- Forsikringsselskaberne lever af tilfredse kunder og god omtale, men det er meget svært, at indfri kundernes forventninger sådan som ejerskifteforsikringerne er skruet sammen i dag, siger Pia Holm Steffensen, der er underdirektør hos forsikringsselskabernes brancheorganisation, Forsikring & Pension.
Det kan måske også være med til at forklare, hvorfor mange forsikringsselskaber ikke længere udbyder denne upopulære forsikring.
Selskab efter selskab har de droppet produktet.
Ved ordningens begyndelse var der 30 udbydere af ejerskifteforsikringer. I dag udbydes ejerskifteforsikringen reelt kun af 4 selskaber – Gjensidige Forsikring, Dansk Boligforsikring, Domus Forsikring (Frida Forsikring) og Topdanmark.