Her har du de bedste – og værste - lademuligheder i Nordjylland
Der har været stor fremgang i efterspørgslen på lademuligheder, da der er kommet mange flere elbiler til på de danske og nordjyske veje.
Og Nordjylland er da også det sted i landet, som det seneste år har fået sat flest ladepunkter op, hvis man kigger på den procentvise stigning.
Her er man gået fra 516 offentlige ladepunkter i oktober 2022 til nu at have 1.176 i oktober 2023.
Det viser tal fra De Danske Bilimportører i en pressemeddelelse.
Men selvom det er den største fremgang i landet, ligger Nordjylland stadig under landsgennemsnittet for ladepunkter i forhold til antallet af elbiler.
Der er dog nogle nordjyske kommuner, som er bedre end andre i forhold til, hvor mange offentlige ladepunkter, der er.
Hjørring Kommune er dem med færrest biler per ladepunkt på 7,4, mens Jammerbugt, Morsø og Thisted kommuner alle følger lige efter med 7,6.
I Brønderslev Kommune er situationen en helt anden, hvor der er 32 biler per offentligt ladepunkt.