Hobro IK overvandt stormen - White Hawks smed stor føring
Selvom det ikke var noget, der fyldte i nyhederne fredag aften, så har der været gang i de nordjyske sportshold. Med blandede resultater til følge.
Hobro IK, der spiller i NordicBet Ligaen, tog imod FC Helsingør. Og selvom det var en forblæst affære, så lykkedes det nordjyderne at tage en sejr på 1-0. Målet blev scoret af Laurs Skjellerup.
Resultatet sender dem op på femtepladsen i rækken. Ni point efter AaB på andenpladsen, der dog også har spillet en kamp færre en de andre hold i toppen af rækken.
White Hawks skuffer igen
I Frederikshavn var der problemer med et løsrevet skib på grund af stormen, men Frederikshavn White Hawks var taget til Sjælland for at spille mod Rødovre.
I den første halvdel af kampen lignede det, at frederikshavnerne også skulle tage tre point med til Nordjylland, men sådan blev det ikke.
Ishockeyholdet kom nemlig foran 3-0 i begyndelsen af anden periode, men Rødovre fik her reduceret til 3-2. Som kampen nærmede sig sin slutning, lignede det mere og mere en sejr til de hvide høge, men med bare to minutter tilbage af kampen får Rødovre scoret to mål inden for 40 sekunder.
Dermed smed Frederikshavn sejren og muligheden for at hale ind på sin nærmeste konkurrent i bundstriden.
Tilbage til fodbolden tog Hjørring Futsal Klub en 4-0 sejr over Aalborg i Futsal Ligaen.
Desværre kunne AaB's kvindehold i den bedste danske række ikke gøre det til alle gode gange tre indenfor den nordjyske fodbold. Her tabte man på hjemmebane til Brøndby IF med 2-0. Det rækker til en syvendeplads i Gjensidige Kvindeliga.