Overraskende grund - derfor må du ikke beskære træerne i din have
Kalenderen viser forår, og fredagens lune temperaturer på helt op på otte grader lokker mange i haven.
Havemøblerne skal stilles frem, bedene skal luges, og gamle træer skal fældes.
Men det sidstnævnte er en rigtig dårlig idé, hvis du spørger Dyrenes Beskyttelse. Så risikerer du nemlig at gøre en lille, brunlig gæst i haven hjemløs.
- Egern bruger rederne i haverne året rundt, men især fra marts måned og frem til efteråret er der aktivitet og unger i rederne højt i trækronerne. Derfor kan du hjælpe egernet og dets unger ved at undlade at fælde træerne i denne periode.
Fæld først træer til oktober
I sidste uge modtog Dyrenes Beskyttelse sin første anmeldelse om en rede med seks egernunger, der havde mistet deres hjem - efter træet med reden var blevet fældet.
Anmeldelsen kom via foreningens vagtcentral 1812.
Derfor går biolog Dyrenes Beskyttelse nu ud med en advarsel: Du bør undgå at fælde og beskære træer fra marts til oktober.
- Når et redetræ fældes, bliver ungerne hjemløse, inden de er klar til at stå på egne ben. Og det kan i værste tilfælde koste egernungerne livet, siger biolog Peter Gravlund Nielsen.
Reder kan ligne hinanden
Mange danskere benytter det gode vejr og sommerferien til at finpudse haven. Derfor ved Peter Gravlund Nielsen godt, at det kan være svært for mange helt at undgå at beskære eller fælde træer.
- Vi vil bare gerne, at folk bliver mere opmærksomme på rederne og tjekker efter, om der er en rede i det træ, de gerne vil fælde, siger han.
Egern bruger rederne i haverne året rundt, men især fra marts måned og frem til efteråret
Peter Gravlund Nielsen, biolog, Dyrenes Beskyttelse
Et utrænet øje kan forveksle en fuglerede med en egernrede, men her giver biologen et par gode fif til at kende forskel.
- En fuglerede er flad, og fuglen ligger ovenpå den. En egernrede er 20-50 centimeter stor, kuglerund og har sin indgang på siden. Man kan forveksle egernreden med en skaderede, men den er mere rodet at se på, siger han.
Egern bygger ofte reder i nåletræer, et hult træ eller i en fuglekasse.
- Hvis man har set et egern i sin have, skal man være særligt opmærksom, for så er der en god chance for, at de har en rede i nærheden, lyder rådet fra Dyrenes Beskyttelses biolog.
Råd til dig, hvis skaden er sket
Hvis du som haveejer har fældet eller beskåret et træ og står tilbage med levende egernunger på plænen, får du her de bedste råd til, hvad du kan gøre:
Hold dine husdyr væk fra haven. Hvis der er fred og ro, vil egernmoderen forsøge at hente sine unger med hen til en ny rede.
Er ungerne ikke hentet af moderen i løbet af fire til fem timer, eller er det koldt og regner, kan du ringe 1812. Her kan du få råd og vejledning til, hvordan du giver egernungerne de bedste chancer for at overleve.
Kilde: Dyrenes Beskyttelse