Politiker vil undersøge årsagen til nedgang i stenbiderbestand
Fisken stenbider er trængt i de nordjyske farvande.
I de seneste år er antallet af stenbidere nemlig faldet kraftigt, og flere forskellige mulige årsager har været i spil. Hvor det ifølge eksperterne er på grund af overfiskeri, fordi der ikke har været kvoter på stenbideren, peger nordjyske fiskere på sælen som synder.
Derfor vil næstformand i fiskeri-udvalget i Europa-Parlamentet, Asger Christensen (V), have underøgt, hvorfor der er færre stenbidere i de danske farvande.
- Jeg synes, det vil give god mening, hvis vi lader det rådgivende udvalg, ISIS, der er under Fiskeriministeriet undersøge, hvad der er op og ned. Er det bestanden, der er dalet - eller hvad er det? Vi kan nemlig se, at landingsindtaget er mindre, end det har været. Og hvad der er årsagen til det, ved vi ikke, siger han.
Fiskerne efterspørger nemlig, at sælerne bliver skudt, så der er flere stenbidere at fiske. Men sælen er fredet, og derfor kan bestanden ikke reguleres.
- Fra EU er der ingen initiativer endnu. Og hvis vi skal tage nogle initiativer, skal vi have en udtalelse fra det rådgivende udvalg. Men jeg synes, man lige skal stikke en finger i jorden og tage en snak med vores nabolande og høre, hvordan deres situation er omkring stenbideren, siger politikeren.