17-årige Sophie flygtede fra russiske bomber
Sophie Maiboroda er 17 år og fra Kyiv i Ukraine. TV2 Nord mødte hende lørdag i Polen, hvortil hun er flygtet. Video: Bruno Stagsted
Det tog den blot 17-årige Sophie to dage at flygte gennem Ukraine fra hovedstaden Kyiv til den polske grænseby, Medyka.
Hun har set mere end de fleste på hendes alder.
- Jeg så et russisk fly, der kom hurtigt og tæt på os. Det var skrækkeligt. Den lyd, den glemmer jeg aldrig.
Det siger den blot 17-årige Sophie Maiboroda.
Hun er fra Ukraines hovedstad Kyiv, men for to uger siden tog hun flugten derfra.
- Efter jeg hørte de første bombardementer flygtede vi, fortæller hun til TV2 Nords udsendte journalist, Julie Schou, der møder Sophie blandt mange andre flygtende ukrainer i grænsebyen Medyka i Polen.
Der er brug for hjælp
Det tog hende to dage at komme ud af det krigshærgede land - og til Polen. Her lever hun som tusindvis af andre fra hendes hjemland med uvished, frygt - og håb om hjælp.
- Vi har brug for hjælp til få lukket luftrummet over Ukraine. For de russike fly er over os. Det er skræmmende, fordi de bomber også civilbefolkningen, der prøver at leve et almindeligt liv, fortæller Sophie Maiboroda.
Hun levede indtil den russiske invasion et liv langt væk fra det, der de seneste uger er blevet hverdag for det ukrainske folk.
- Vi har jo levet et liv uden krig. Vi kunne ikke forestille os, at det ville ske for os - så vi mangler militære forsyninger til vores mænd, der er blevet tilbage i Ukraine og kæmper for landet, siger Sophie Maiboroda.
Mikkel Larsen er en af de mange danskere, der er rejst til grænseområdet i Polen for at hjælpe flygtninge fra Ukraine - som Sophie Maiboroda.
Han sørger blandt andet for at vise, hvor de kan få mad og vand, ligesom han og de øvrige frvillige sørger for, at flygtningene kan komme videre til den bus, de skal med.
- Det, jeg ser, de har behov for, er støtte, en varm hånd og få dem til at føle, at de er velkomne her efter alt det, de har været igennem, fortæller Mikkel Larsen.
- Folk, der er her, er for at hjælpe. Det er varme hjerter, der er over det hele, tilføjer han.
Det er også med hjertet på rette sted, at Erik Albertsen fra København er taget til Mediga, der ligger i Polen ved grænsen til Ukraine.
Jeg vil gerne være sikker på, at tingene kommer derhen, hvor de gør mest gavn.
Erik Albertsen
For 40.000 kr. førstehjælp
Han arbejder som freelancefotograf i Danmark, men har nu købt førstehjælpsudstyr for omkring 40.000 kroner, og han håber at kunne få det frem til de steder, hvor det kan gøre mest gavn.
Førstehjælpsudstyret er beregnet til hjælpe ved store og alvorlige ulykker, udstyret er købt med penge, han har fået fra sine kunder, der har ønsket at bidrage til projektet.
Tingene skal gøre gavn
TV2 Nord møder ham, da han forsøger at få kontakt til de ambulancer, der har kurs mod Ukraine. For det er dem, han helst vil aflevere førstehjælpsudstyret til.
- Jeg vil gerne være sikker på, at tingene kommer derhen, hvor de gør mest gavn. Så derfor prøver jeg at undersøge, hvem stoler jeg mest på kan bringe tingene helt ind til der, hvor der er allermest brug for dem, fortæller Erik Albertsen.
Og lørdag lykkedes det ham at få franske ambulancefolk til at tage en del af udstyret med ind i det krigshærgede land.
- Det var præcis sådan nogle folk, jeg gerne ville overdrage tingene til, siger Erik Albertsen.