Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

26-årig kvinde døde af coronavirus tre uger efter fødsel – hospitalet glemte at kontakte familien

Anne Mette Frederiksen blev gift i maj, og allerede tre måneder senere fødte hun sit første barn, datteren Thrud. Tre uger senere var hun død. Privatfoto

Anne Mette Frederiksen døde af corona tre uger efter, hun havde født. Hendes mor forstår ikke, hvorfor familien ikke blev tilkaldt, da hun blev dårlig.

Stemmen i lydbeskeden var træt, men optimistisk. Det var 3. september 2021, og Anne Mette Frederiksen havde været indlagt på Regionshospitalet i Hjørring siden aftenen før.

– Mor, de har skruet lidt ned for min ilt, fordi jeg ilter rimeligt godt. Det er stille og roligt. Temperaturen siger 37,7, så den er faldet, sagde den 26-årige kvinde.

Anne Mette Frederiksen havde corona. Men hun var kun 26 år, så både hospitalet, familien og Anne Mette Frederiksen selv var sikre på, at hun snart ville blive udskrevet. Men sådan gik det ikke.

Så siger vi pænt godnat og "jeg elsker dig" … og ja, det var så det

Pia Salvesen

Lydbeskeden er blot en af flere, som Pia Salvesen modtog, mens hendes datter var indlagt.

Døde uden familien omkring sig

Det er i disse dage præcis to år siden, at Danmark lukkede ned. Knap 2.800.000 danskere har haft corona, og lidt over 5000 af dem er døde. Langt de fleste var over 70 år.

I dag står vi et godt sted. Men i sommeren 2021 begyndte unge ikkevaccinerede patienter pludselig at fylde på hospitalerne.

Anne Mette Frederiksen var en af dem.

Det er ikke ofte, at Pia Salvesen tager lydbeskederne frem og lytter til sin datters stemme.

- Lige nu bliver jeg for ked af det, når jeg hører dem. Jeg føler, at hun er lige ved siden af mig, og det er hun jo ikke, siger Pia Salvesen.

Hun ser dem som et tegn på, at hendes datter har været ensom. For Anne Mette Frederiksen havde ikke sine nærmeste ved sin side, da hun havde mest brug for dem. Og det er Pia Salvesens største anke.

Men hvordan kunne det ske, at hun døde uden sin familie i nærheden?

Hendes største ønske var at stifte familie

Anne Mette Frederiksen var en glad kvinde, der elskede fest, farver og glimmer, fortæller Pia Salvesen.

Anne Mette Frederiksen (midten) med sin søster (tv.) og mor (th.). Foto: Privatfoto

Og så var hun det største familiemenneske, man kunne forestille sig. Hun blev gift i maj, og allerede tre måneder senere fødte hun sit første barn, datteren Thrud.

- Hendes højeste ønske var at få en familie, så det skulle bare være lykke det hele, fortæller Pia Salvesen.

I slutningen af august 2021 var coronapandemien under kontrol i Danmark. Over 70 procent af befolkningen var færdigvaccineret, og fra 10. september blev covid-19 ikke længere anset som en samfundskritisk sygdom i Danmark, og alle restriktionerne forsvandt.

Alligevel testede Anne Mette Frederiksen positiv for corona 30. august. Hun var ikke vaccineret, da man på daværende tidspunkt frarådede vaccinen til gravide.

Anne Mette Frederiksen til sit bryllup i maj 2021. Foto: Privatfoto

Anne Mette Frederiksen var dog ikke bekymret og nød tiden derhjemme med sin nyfødte datter.

Men så begyndte hun at få det dårligt. Hun havde feber, åndenød og kastede op.

- Selvfølgelig overlever hun

Anne Mette Frederiksen blev derfor indlagt 2. september med sin mand og nyfødte datter.

På hospitalet fik hun ilt og medicin, og selvom Anne Mette Frederiksen havde det dårligt, var hun optimistisk om, at det bare ville være et kort besøg.

Anne Mette Frederiksen var nemlig opsat på at komme hjem og starte hverdagen med sin datter. Og det gjorde hende blind for, hvor alvorlig situationen var, mener Pia Salvesen.

- Hun sagde hele tiden, at hun havde det bedre, selvom hun fik mere og mere ilt. Hun var for optimistisk, siger Pia Salvesen.

Da hun ikke måtte besøge sin datter på hospitalet, var Pia Salvesen nødt til at følge med gennem telefonopkald og datterens lydbeskeder.

Og selvom hun vidste, at situationen var alvorlig, var Pia Salvesen ikke synderligt bekymret.

- Jeg tænkte bare: ”Hun er 26 år, og vi har så meget forstand på covid-19, at selvfølgelig overlever hun”, siger Pia Salvesen.

I et stykke tid var Anne Mette Frederiksen stabil, og lægerne var også sikre på, at hun snart ville blive udskrevet.

Men fire dage senere blev hendes situation forværret.

Mand og datter sendt hjem

6. september blev Anne Mette Frederiksens mand og datter sendt hjem fra hospitalet.

Anne Mette Frederiksen fik at vide, at hun sandsynligvis skulle flyttes over på intensivafdelingen, og at hun ikke længere skulle bruge sine kræfter på at tage sig af Thrud, men i stedet fokusere al sin energi på at få det bedre.

Anne Mette Frederiksen med sin mand og deres datter, Thrud, på hospitalet, da Thrud blev født. Foto: Privatfoto

Og nu havde hun noget at kæmpe for.

- Jeg tror, hun inderst inde har været rigtigt bange. Men samtidig har hun tænkt: ”Jeg SKAL nok komme igennem det her, for jeg har noget, jeg skal hjem til”, siger Pia Salvesen.

Men selvom hun kæmpede, fik Anne Mette Frederiksen det løbende værre og værre. Hendes ilt blev konstant øget, og til sidst havde hun ikke længere kræfter til at gå på toilettet alene.

Sidste telefonopkald

Klokken 21.45 den 8. september – seks dage efter hun blev indlagt – ringede Anne Mette Frederiksen til sin familie for at sige godnat.

Først snakkede hun lidt med sin mand og datter. Til sidst fik Pia Salvesen sin datter i telefonen.

Anne Mette Frederiksen nåede at være hjemme med sin datter Thrud i under en uge. Foto: Privatfoto

Anne Mette Frederiksen fortalte, at hun havde lidt ondt i hoften, og hun ville derfor ringe til sygeplejersken og bede om at få noget beroligende, inden hun lagde sig til at sove.

- Så siger vi pænt godnat og "jeg elsker dig" … og ja, det var så det, siger Pia Salvesen.

Sygeplejersken blev bekymret

Natten til 9. september fik Anne Mette Frederiksen det markant dårligere. Omkring klokken 03.30 blev en sygeplejerske så bekymret, at hun satte sig ind hos den indlagte kvinde og blev der resten af natten.

Jeg tror, hun har været pissehamrende bange og higet efter sit barn

Pia Salvesen

Pia Salvesen er utroligt glad for, at sygeplejersken blev hos hendes datter – selvom hun ville ønske, at det havde været hende selv, der sad der.

- Hele familien er glad for, at der har været nogen hos hende, så hun ikke har ligget alene. Jeg er sikker på, at hun har været skrækslagen, hun har jo kæmpet for at få vejret, siger hun.

Modtog den korrekte behandling

Regionshospital Nordjylland i Hjørring vurderer, at Anne Mette Frederiksen fik den korrekte behandling på daværende tidspunkt.

I Anne Mette Frederiksens journal kan man se, at både personalet og hun selv vurderede, at hun var stabil.

- Der opstod en pludselig og meget svær komplikation, der medførte døden. Det var en komplikation til covid, men formentlig baseret på blandt andet den nylige fødsel, siger Søren Pihlkjær, lægefaglig direktør på hospitalet.

Søren Pihlkjær. Foto: TV 2

Selvom corona i september 2021 havde eksisteret i Danmark i cirka halvandet år, var det stadig en ny og ukendt sygdom for læger og sygeplejersker.

- Vi får løbende nye behandlinger, medicin og vacciner, men der vil stadig være ting, vi ikke forstår i forhold til den enkelte patient, siger Søren Pihlkjær.

Familien blev tilkaldt

Om morgenen 9. september blev Anne Mette Frederiksen flyttet over på intensivafdelingen. Omkring en time senere – klokken 8.10 – blev hun lagt i respirator. Men det hjalp ikke.

Klokken 9.43 fik hun hjertestop, og læger og sygeplejesker brugte den næste time og 27 minutter på forgæves at forsøge at redde hende.

Klokken 11.14 – en time og 31 minutter efter hun fik hjertestop – modtog Anne Mette Frederiksens mand et opkald.

Pia Salvesen var sammen med sin svigersøn, da telefonen ringede.

Så snart han hørte, hvad der blev sagt i telefonen, vendte han sig mod sin svigermor:

- Jeg vidste det, sagde han.

Anne Mette Frederiksen snakkede dagligt med sin mor, mens hun var indlagt. Foto: Privatfoto

I den anden ende af røret fortalte lægen, at familien var nødt til at komme nu. Og det skulle gå hurtigt, for Anne Mette Frederiksen ville ikke klare det.

- Hun har været pissehamrende bange

15 minutter senere – klokken 11.29 – blev hun erklæret død.

Hendes familie nåede ikke at komme ind til hende. Anne Mette Frederiksen døde derfor uden sine nærmeste omkring sig.

- Jeg har det meget dårligt med det. Man burde have tilkaldt familien, da hun blev dårlig, siger Pia Salvesen.

Pia Salvesen og Anne Mette Frederiksen. Foto: Privatfoto

Anne Mette Frederiksen havde ikke set nogen familiemedlemmer, siden hendes mand og datter tog hjem fra hospitalet tre dage tidligere.

Den tanke plager stadig Pia Salvesen her et halvt år senere.

- Vi kunne have holdt hende i hånden og forklaret hende, at Thrud havde det godt, så Anne Mette kunne lukke øjnene med ro, siger Pia Salvesen og fortsætter:

- Det tror jeg ikke, at hun har gjort. Jeg tror, hun har været pissehamrende bange og higet efter sit barn.

Savner anerkendelse

Pia Salvesen forstår ikke, hvorfor hospitalet ventede så lang tid med at kontakte familien.

- Når Anne Mette bliver så dårlig, har man lavet en fejl ved ikke at kalde os ind. Man skal huske dem, der står udenfor, og det er os, der ikke fik lov til at sige farvel, siger Pia Salvesen.

Hun forstår godt, hvorfor hospitalet ikke havde tid til at kontakte familien efter klokken 8.10, da datteren blev lagt i respirator, og personalet havde travlt med at forsøge at redde hendes liv.

Anne Mette. Foto: TV 2

Men hun er uforstående over for, hvorfor familien ikke blev kontaktet klokken 03.30, da sygeplejersken var så bekymret for Anne Mette Frederiksens tilstand, at hun satte sig ind til hende og blev der hele natten.

Pia Salvesen savner anerkendelse fra hospitalet om, at de har fejlet, og at det ikke burde ske, at en patients pårørende ikke bliver tilkaldt.

- Det er vigtigt for pårørende at kunne sige farvel til sine kære. Det ville give mig mere ro at se, at hospitalet forstod det og ikke ville glemme det i fremtiden, siger hun.

Personalet prioriterede at redde Anne Mette

Søren Pihlkjær ønsker i dag at undskylde over for familien. For han er fuldstændigt enig med Pia Salvesen: Ingen bør dø alene.

- Set i bakspejlet ville vi nok gerne have kaldt de pårørende ind tidligere, så de kunne have nået at være med, da Anne Mette døde, siger han.

Han fortæller, at de ikke fik ringet til familien, fordi de i situationen prioriterede at behandle den akut opståede komplikation, og at de derfor havde al deres fokus på Anne Mette Frederiksen.

Vi laver billedbøger til Thrud, hvor vi fortæller om hendes mor, og hvem hun var

Pia Salvesen

Og så træder tanken om at ringe til de pårørende nogle gange i baggrunden, siger han.

Samtidig kan det også være svært for personalet at indrømme over for sig selv, at situationen er så alvorlig, at de er nødt til at kontakte de pårørende, fortæller Søren Pihlkjær.

- Vi skal blive bedre til det – og vi kan kun beklage, at det ikke er lykkedes i dette tilfælde, siger han.

Kan ikke bruge en undskyldning til noget

Selvom Pia Salvesen er glad for hospitalets undskyldning, gør den ikke den store forskel for hende.

- Selvfølgelig er det rigtigt fint, men jeg kan jo ikke bruge den til noget. Jeg synes stadig – og det vil jeg altid synes – at det ikke er okay, at de ikke kaldte os ind. Der er ikke nogen undskyldning for sådan noget, siger Pia Salvesen.

Hun fortæller, at hun løbende har været i kontakt med hospitalet og snart skal til en samtale med Anne Mette Frederiksens anæstesilæge og afdeling på hospitalet.

Og samtalen kan forhåbentlig give hende, hvad undskyldningen ikke kunne.

- Det kan være, at jeg kan få mere ro, hvis sygeplejersken, der sad hos hende, kan sige, at hun egentlig havde det okay. Jeg tænker, hun har været bange, men det er jo ikke sikkert, siger Pia Salvesen.

Barnebarnet bringer glæde

Når Pia Salvesen i dag ser på sit lille barnebarn, ser hun også sin datter.

- Thrud har Anne Mettes næse og mund. Og de har begge rigtigt smukke, klare blå øjne. På den måde er Thrud en sand kopi af Anne Mette. Men vi ser jo måske også det, vi gerne vil se, siger Pia Salvesen.

Det er dog ikke kun hendes barnebarns ydre, der minder Pia Salvesen om hendes datter. Thrud er nemlig en rigtigt glad baby, et ”rigtigt sludrechatol”, fortæller Pia Salvesen, der fremhæver, at hendes datter også elskede at snakke og synge.

Thrud. Foto: Privatfoto

Det er da også vigtigt for Pia Salvesen, at Thrud vokser op vel vidende, hvem hendes mor var.

- Vi laver billedbøger til Thrud, hvor vi fortæller om hendes mor, og hvem hun var. Og så gemmer vi alle Anne Mettes ejendele, der kan have betydning for Thrud, og så får hun det hele, når hun bliver gammel nok, siger Pia Salvesen.


Nordjysk virksomhed opkøbt for kæmpe millionbeløb

Foto: Pressebillede

Foventningen er, at der nu skal hyres flere medarbejdere.

Gulvvirksomheden Timberman er blevet opkøbt af det svenske industrikonglomerat Volati. Det oplyser Timberman, der har hovedsæde i Hadsund, i en pressemeddelelse.

Siden 2011 har Timberman været ejet af verdens største korkproducent, portugisiske Corticeira Amorim, som svenske Volati har købt aktiemajoriteten hos. Volati har en årlig omsætning på 7,7 milliarder svenske kroner, svarende til knap fem milliarder danske kroner.

Ejerskiftet finder sted i løbet af denne måned, hvor Timberman bliver en del af Volatis datterselskab Salix Group, som beskæftiger sig med at levere materialer til byggeri og industri.

Ingen af parterne vil oplyse det nøjagtige beløb, men der er tale om et trecifret millionbeløb.

Medarbejdere har intet at frygte

- Vi har haft en flot vækst de seneste tretten år under ejerskabet af Amorim Cork Flooring, og vi har efterhånden indtaget en position, der gør os klar til næste niveau. Det får vi nu mulighed for med en stor og vidtforgrenet majoritetsejer i Volati, siger administrerende direktør i Timberman, Mogens Fisker, som fortsætter i sin nuværende stilling.

Timberman kunne i foråret udvide deres aktiviteter i Sverige, og det gav derfor mening for virksomheden at komme på svenske hænder.

Ifølge Mogens Fisker ønsker virksomheden at fastholde de nuværende medarbejdere. Samtidig forventer han, at der skal rekrutteres endnu flere.

Timberman er landets førende af hårde gulvbelægninger i træ, kork og vinyl.


Se listen: Her bor de vådeste, frækkeste og mest kinky nordjyder

Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Nordjyderne er godt repræsenteret i 2024.

De årlige statistikker fra Sinful.dk er igen landet, og endnu en gang beviser nordjyderne, at de er nogle af landets frækkeste. 

Sidste år var det kun Løkken, der var at finde på sexshoppens liste, men i år er hele tre nordjyske byer kommet på. Og igen i år er Løkken at finde på en fræk førsteplads.

I 2023 indtog Løkken førstepladsen i kategorien 'Landets stærkeste underliv', og i år er det kategorien 'Årets vådeste by', som vendelboerne indtager førstepladsen i.

Det er nemlig i Løkken, at der er blevet købt mest glidecreme fra Sinful.dk gennem 2024. Her har vendelboerne nemlig købt 3,59 gange så meget glidecreme per indbygger i forhold til landsgennemsnittet.

Derudover er Løkken igen i år at finde på flere lister. Den vendsysselske by er nemlig også nummer tre på listen over de frækkeste byer. Her er der nemlig solgt 2,64 flere stykker sexlegetøj per indbygger end landsgennemsnittet. I 2023 indtog Løkken tredjepladsen på selvsamme liste med 2,5 stykker sexlegetøj.

Top 10 frækkeste byer

  1. Humlebæk 2,79

  2. Skævinge 2,66

  3. Løkken 2,64

  4. Rødby 2,58

  5. Græsted 2,45

  6. Odense NV 2,20

  7. Faaborg 2,15

  8. Aakirkeby 1,92

  9. Aarhus C 1,83

  10. Randers C 1,74

* tallet indikerer, hvor mange gange, der er købt sexlegetøj i byen i forhold til landsgennemsnittet

Kilde: Sinful.dk

Flere byer at finde på listerne

I år står Løkken dog ikke alene på sexshoppens frække liste. Både Aalborg C og Sindal gør nemlig byen selskab.

Sindal er nemlig den by i landet, der har købt mest lingeri per indbygger på Sinful.dk i 2024, og dermed har den nordjyske by vundet kategorien 'Landets frækkeste undertøj'. Faktisk har indbyggerne i Sindal købt 4,22 gange så meget lingeri per indbygger i forhold til landsgennemsnittet.

Samtidig er Aalborg C igen at finde på en liste. Aalborgenserne indtager nemlig tredjepladsen på listen over de mest kinky byer i landet.

Årets mest kinky byer er fundet ved at udregne, hvilke byer der har købt mest bondage sexlegetøj. Det vil sige, at aalborgenserne køber 3,67 gange så meget kinky sexlegetøj som landsgennemsnittet.

Top 10 mest kinky byer

  1. Slagelse 4,77

  2. Brabrand 3,90

  3. Aalborg C 3,67

  4. Oksbøl 2,80

  5. Rødby 2,60

  6. Grænsted 2,43

  7. Højbjerg 2,12

  8. København SV 2,00

  9. Randers C 1,99

  10. Aakirkeby 1,85

Kilde: Sinful.dk

Det fremgår desuden af Sinful.dk, at det overvejende er mænd, der køber sexlegetøj på sexshoppen. Hele 58 procent af brugerne var nemlig mænd.

Samtidig er årets frækkeste navne for 2024 Maria og Jesper. Det er nemlig de navne, der er gået flest gange igen på ordresedlerne.

De frækkeste navne

  1. Maria og Jesper

  2. Michael og Cecilie

  3. Mikkel og Mette

  4. Thomas og Camilla

  5. Christian og Emma

  6. Daniel og Pernille

Kilde: Sinful.dk


Flere hunde forgiftes - direktør ser klar sammenhæng

Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Dyreforsikringsselskab får langt flere anmeldelser om forgiftninger af hunde.

Det vrimler med dem i naturen, og de efterladte nikotinposer er dødelige for dyr.

TV2 Nord har tidligere beskrevet, hvordan Ann Hvarregaard i november måtte give sin fire måneder gamle hvalp Olga kunstigt åndedræt foran sine børn, efter hunden havde slikket på en nikotinpose, den fandt i naturen.

Og hun er langt fra den eneste.

Stigning i anmeldelser

Dyreforsikringsselskabet Agria har nemlig de seneste år registreret antallet af nikotinforgiftede hunde, og det seneste år er antallet steget markant.

- Sammenlignet med samme periode sidste år er der tale om en stigning på hele 52 procent i antallet af anmeldte nikotinforgiftninger blandt hunde, siger Tine Stabell, direktør for dyreforsikringsselskabet Agria.

Tine Stabell fortæller, at selv små mængder nikotin er farlige for dyr, og at hvalpe er særligt udsatte. Hun sammenligner hvalpene med små børn, der er nysgerrige på sine omgivelser og smager på det meste, de kan komme i nærheden af.

- Fordi hundehvalpe fysisk er mindre i størrelsen, får de relativt mere nikotin i kroppen end en voksen hund, når de spiser en nikotinpose, siger direktøren.

Nikotinposer flyder i naturen

TV2 Nord kunne tirsdag fortælle, hvordan det flyder med cigaretskodder og nikotinposer i den nordjyske natur.

Dette års Masseeksperiment viste nemlig, at nikotinposerne vinder frem, mens cigaretskodderne fortsat fylder.

I år deltog 2112 elever fra 31 skoler i region Nordjylland i Masseeksperimentet, og de fandt altså tilsammen 1196 cigaretskodder i den nordjyske natur, mens man på landsplan fandt hele 5819 stykker nikotinposer i naturen.

Men selvom cigaretskodderne på papiret fylder mest, så var det noget helt andet, som man oplevede hos 4. klasseseleverne på Skolegades Skole i Brønderslev.

- Jeg har oplevet, at I takt med at antallet af cigaretskodder falder, så er der mange flere snusposer rundt i naturen. Nikotinaffald er ikke blevet mindre, konstaterer Torben Madsen, der er lærer for 4. klassen, som deltog i masseeksperimentet.

Han deltog desuden også i masseeksperimentet tilbage i 2019.

Forebyggelse af nikotinforgiftning hos hunde

  1. Hold nøje øje med din hund, når du lufter den – lad derfor mobilen blive i lommen på gåturen og hav fokus på hunden.

  2. Træn hunden til at reagere på en "slip"-kommando.

  3. Hav altid lækre godbidder med, når du går tur, så du kan bytte, hvis hunden får fat i noget, du mistænker kan være farligt.

  4. Undgå at lufte hunden på områder med meget snusaffald, såsom ved skoler, stoppesteder eller lignende.

Kilde: Agria Dyreforsikring

Mørketal

De mange nikotinforgiftninger blandt hunde hænger ifølge Agrias direktør sammen med en øget mængde dumpede stykker snus i naturen.

- I perioden fra 2017 til 2021 registrerede Agria Dyreforsikring en fordobling i antallet af generelle forgiftningsskader. Samtidig begyndte vi at se en sammenhæng imellem stigningen og udbredelsen af de såkaldte røgfrie nikotinprodukter, forklarer Tine Stabell, direktør i Agria.

Selvom antallet af registrerede tilfælde er fordoblet, frygter Tine Stabell, at antallet er endnu højere. Det skyldes, at tilfældet kun registreres, hvis det fremgår af skadesanmeldelsen.

- Det er kun, hvis ejeren rent faktisk har observeret hunden indtage en snus- eller nikotinpose, eller hvis dyrlægen har konstateret det, at det bliver registreret som årsag, siger direktøren.


Hvorfor væltede 200 tons tung kran? Svaret lader vente på sig

Arbejdstilsynet har endnu ikke kunnet fastslå, om der skete brud på reglerne, da en stor kran væltede i Østerild.

Hvad var det, der gik galt, da en 200 tons tung kran pludselig væltede på det nationale testcenter for vindmøller i Østerild i Thisted Kommune?

Det er tilsyneladende ikke så let at få opklaret.

Kollapset skete 28. november, men Arbejdstilsynet har endnu ikke udgivet en endelig rapport, der fastslår årsagen.

TV MIDTVEST har nu fået aktindsigt i tilsynets besøgsrapport, som blev udsendt 4. december.  Det fremgår af rapporten, at tilsynet normalt kan nå at behandle en sag på under 14 dage, men i nogle tilfælde kan der gå længere tid.

Præcist hvorfor sagen endnu ikke er afgjort, ønsker tilsynet ikke at kommentere, men det fremgår af besøgsrapporten, at man "afventer svar på krandata" for at kunne træffe en afgørelse.

- Vi er ved at tage stilling til, om jeres virksomhed skal have en eller flere afgørelser, skriver tilsynet til kranfirmaet.

Den 23-årige mand, der styrede den 190 meter høje kran, da det gik galt, fik dieselolie ud over sig og blev behandlet på skadestuen.

Kort tid efter lød fra politiet, at manden havde det okay efter omstændighederne.

Arbejdstilsynet besøgte uheldsstedet dagen efter med det formål at undersøge, om kranfirmaet overholder arbejdsmiljøloven.


Morgenens vejr byder på risiko for dis og tåge, og nogle steder vil temperaturen være nede omkring frysepunktet.

Det gælder særligt nede i vejbanerne, hvor der også er risiko for rimtåge. Det anbefales derfor at køre hjemmefra i god tid til at forholde sig til det.

Det bliver derudover en dag med rolige vindforhold. Der er kun tale om svage og lette vinde fra østlig retning.

Der er mulighed for solstrejf i løbet af dagen, men det meste af dagen vil der være skyet, men tørt.

Temperaturen kan komme op på 2-3 plusgrader, men det bliver køligere, når solen går ned, og her vil temperaturen nærme sig frysepunktet.

Tjek også vejret med Solvej Vindblæst:

Vejret tre timer frem
Vejret senere