Efter historier om Birthe og Hans: Retsordfører forlanger revision af værgelov

På baggrund af TV2 Nords dækning af to værgesager forlanger Venstres retsordfører nu en kraftig revision af lovgivningen.

Der skal ses på den lovgivning, der gælder for værger. Det mener Venstres retsordfører Preben Bang Henriksen efter at have hørt historierne om Hans Gramstrup Ratzer og Birthe Okholm.

TV2 Nord har de seneste dage afsløret, at professionelle værger har fået udbetalt mere end 90.000 kroner i vederlag fra den svært hjerneskadede mand Hans.

I en anden sag har en værge solgt og ryddet indbo fra den hjerneskadede kvinde Birthes lejlighed uden at kunne fremlægge bilag.

Det får nu Preben Bang Henriksen (V) til at kræve en skærpelse af kontrollen med værger og den lovgivning, de er undergivet.

- Jeg synes, det virker foruroligende, når to helt forskellige og helt tilfældige sager, som TV2 Nord har fundet frem, viser sig at have så store problemer. Hvordan kan det så ikke se ud i andre sager?, siger Preben Bang Henriksen (V).

'Et helt forkert og lukket system'

TV2 Nord har fået indsigt i en ellers lukket verden, hvor selv de nærmeste pårørende ikke kan få oplysninger. I begge de nævnte sager trak de professionelle værger sig, efter at TV2 Nord havde fortalt om deres forvaltning af Hans Gramstrup Ratzer og Birthe Okholm.

Preben Bang Henriksen forstår ikke, at de to sager er sluppet igennem statens kontrol.

- Familieretshuset må forklare, hvordan de her sager overhovedet kan lade sig gøre. Det beløb, som Hans har betalt for at have haft professionelle værger, er jo et eksorbitant stort beløb for en førtidspensionist. I Birthes tilfælde skal værgen i udgangspunktet kun sælge ting fra hendes indbo, hvis det gavner hendes situation eller økonomi, siger Preben Bang Henriksen.

Har du et godt tip?

Denne historie er blevet til på baggrund af et tip fra en bruger. Hvis du har en historie, du synes, vi skal kigge nærmere på, så klik herunder eller send en mail til redaktion@tv2nord.dk
Tip os

TV2 Nord begyndte at fortælle om Hans Ratzer i foråret 2023. Hans familie havde i tre år forsøgt at blive værge for deres familiemedlem. Men den professionelle værge nægtede at trække sig. Det forstår hans nye værge bedre nu.

- Det er et helt forkert og lukket system, hvor pårørende ikke har en chance for følge med. Den tidligere værge har direkte sagt, at han ikke ville trække sig, fordi det jo var hans levebrød. Det giver mening, når man ser hvor høje vederlag han har tjent på Hans, siger Mette Gramstrup Ratzer, der nu er værge for sin bror.

Vil have minister på banen

På det punkt er både Foreningen af Faste Værger i Danmark og Venstres retsordfører enige med Mette Gramstrup Ratzer. En professionel værge må ikke stå i vejen for, at en pårørende kan overtage jobbet, hvis Familieretshuset vurderer, at personen er egnet.

- Praksis med, at en eksisterende værge reelt har haft muligheden for at forhindre en pårørende i at træde til, er dybt betænkelig. Der er værgen i mine øjne tordnende inhabil. Det må ikke være sådan, at Familieretshuset kan afvise en pårørende, der vil gøre det gratis under de omstændigheder, siger Preben Bang Henriksen.

Lasse Hummelhof Frandsen, der er formand for Foreningen af Faste Værger i Danmark, udtalte allerede i april stærk kritik af værgen i Hans Gramstrup Ratzers sag.

- Hvis begrundelsen for, at man ikke vil afstå et værgemål, er ens egne privatøkonomiske interesser, så er det helt forkasteligt, helt utilstedeligt, og det bør ikke finde sted, sagde Lasse Hummelhof Frandsen, da TV2 Nord første gang fortalte om sagen.

På baggrund af TV2 Nords dækning af de to værgesager forlanger Preben Bang Henriksen nu en kraftig revision af lovgivningen.

- Hvis det her er virkeligheden indenfor værgemål, så er der i hvert fald behov for et 360 graders eftersyn ved ministeren (justitsminister Peter Hummelgaard (S), red.). Så må ministeren på banen, og det skal jeg sørge for sker, siger Preben Bang Henriksen.


Kritik af værger

80_percent

play Mettes årelange kamp fortsætter: - nu vil tidligere minister hjælpe

Birthe Sandberg Okholm

play Birthes værge meldte aldrig hendes ulykke til forsikring - nu bliver han meldt til politiet

Birthe og Hans

play Efter historier om Birthe og Hans: Retsordfører forlanger revision af værgelov

25_seconds

play Faldt baglæns ud af vindue: Naboer triste over Birthes skæbne

indlæs flere

Seneste nyt

fra Nordjylland