Alternativ "valgplakat": SF korsfæster kandidat

SF Hjørring tager nye midler i brug for at levere "den ægte vare" i ny valgvideo på Youtube.

Hvordan er det nu lige, man som parti skiller sig ud fra mængden i den skov af valgplakater, alle veje og lygtepæle er blevet forvandlet til op til kommunalvalget?

Det findes der uden tvivl mange bud på, og et af de rigtig gode er SF i Hjørring Kommune kommet med. For her har man - i hvert fald for en stund - skiftet valgplakaterne af pap ud med én af kød og blod.

I en Youtube-video kan man se partiets kandidat Jørgen Bing "korsfæstet" til en lygtepæl, og det er der en ganske særlig grund til, forklarer han: 

- Jeg tror, folk er ved at være rigtig godt trætte af alle de her valgplakater, der hænger alle vegne i bybilledet. Så vi vil gerne levere den ægte vare. Og SF er jo et holistisk parti, der har mange dimensioner i livet. Så det er det, vi er ved at gøre klar til, siger Jørgen Bing og breder med slet skjult ironi armene ud som en anden frelser.

Den skæve valgvideo, der er produceret af "Studio Rød", slutter i øvrigt med en beroligende meddelelse til alle dem, der måtte være blevet lidt bekymrede undervejs:

- SF Hjørring og Studio Rød forsikrer alle vælgere i Hjørring Kommune om, at ingen lygtepæl led overlast under optagelserne af denne video.

Se videoen her:

 


Seneste nyt

fra Nordjylland