Forskningschef: MobilePay-donationer til politikere bliver normalt

Vi skal til at vænne os til, at politikerne beder om penge til deres valgkamp, siger forskningschef Roger Buch.

De skændes i Venstre i Aalborg Kommune om, hvorvidt det er OK, at en nyopstillet byrådskandidat får donationer via MobilePay. Men det er en udvikling, vi kommer til at se meget mere til fremover, siger forsker. 

- MobilePay i valgkampen er en naturlig udvikling. Danmark er et af de mest digitaliserede samfund i verden, og vi lader os normalt inspirere af andre lande, og den her micro-funding har man brugt i amerikansk politik i mere end ti år. Barack Obama har også brugt det, så i virkeligheden er overraskelsen nok, at det har taget så længe at kopiere den her måde at skaffe penge til en valgkamp på, siger forskningschef på Danmarks Journalisthøjskole, Roger Buch. 

Han medgiver, at der er fare for, at kandidaterne kan risikere at komme i lommen på dem, der giver store donationer til valgkampen. 

- Men når vi er nede i små beløb, så er det nok begrænset, hvor meget indflydelse man kan købe sig til via MobilePay. Det er i virkeligheden nok mere en gimmick. Og den virker, for de to kandidater (Maja Torp og Klaus Hjulmand, red.) har fået masser af opmærksomhed på deres tiltag, siger Roger Buch. 

Læs også Kritik af KV-kandidat: "Tigger" penge til valgkampagne

Han forudser, at partierne kommer til at bruge direkte donationer eksempelvis via MobilePay meget mere fremover. 

- Det betyder, at kandidaterne har fået en ny og nem måde at samle penge ind på. Og vi ved, at det virker og gør en forskel. Man får simpelthen flere personlige stemmer, hvis man samler omkring 100.000 kroner sammen og bruger dem i sin valgkamp, siger valgforskeren. 

Kandidaterne skal køre de indsamlede penge ind over en partikonto, ellers er det en skattepligtig indkomst. 

Efter de første 14 dage er der sat 11.650 kroner ind på Maja Torps MobilePay-konto, der står registreret i vælgerforeningens navn.