Kvisseldrabet: Landsretten stadfæster drabsdom
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Vestre Landsret i Aalborg har torsdag klokken ni stadfæstet byrettens dom i sagen om drabet på Tine Rømer Holtegaard - Kvisseldrabet.
9. oktober 2014 blev 41-årige Tine Rømer Holtegaard knivdræbt i sit hjem i Kvissel ved Frederikshavn. Drabet blev begået af hendes dengang 15-årige datter Lisa Borch og den 28-årige ven til Lisa, Bakhtiar Mohammed Abdullah.
Det er Vestre Landsret der torsdag klokken ni har erklæret sig enig i dommen fra Retten i Hjørring fra september 2015, hvor de to blev dømt for i forening at have dræbt Tina Rømer Holtegaard med flere knivstik.
Vestre Landsret lægger i dommen vægt på, at de tekniske beviser sammenholdt med telefon-optagelser og skiftende forklaringer fra begge de tiltalte tilsammen udgør så stærkt et bevismateriale, at begge tiltalte dømmes for drabet.
Hverken den 16-årige Lisa Borch eller 29-årige Bakhtiar Mohammed Abdullah virkede påvirkede over landsrettens dom.
Torsdag formiddag skal anklageren i sagen og de tiltaltes forsvarere argumentere for hvor lang en fængselsstraf de to skal idømmes.
I byretten blev Lisa Borch idømt ni års ubetinget fængsel. En rekordlang straf for en så ung pige. Bakhtiar Mohammed Abdullah blev idømt 13 års ubetinget fængsel og udvisning af Danmark.
Forud for ankesagen erklærede anklagemyndigheden, at man gik efter en længere fængselsstraf til Lisa Borch. Begge de tiltalte har sagen igennem erklæret sig uskyldige og har talt for at blive frifundet.