Sommerhusformand nægter vandalisme: - Vi kan ikke se, at det er fredet område

Grundejerforeningen Strandfogedgården i Lønstrup mener ikke, at deres forsøg på at sikre sommerhusene er i strid med naturfredninger og Natura2000.

Det er blevet kaldt vandalisme, og det har i den grad fået både Kystdirektoratet og politikerne i Hjørring Kommune op af stolene, at nogle sommerhusejere i juledagene udjævnede terrænnet mellem flere sommerhuse og hældte beton ned ad skrænten mod stranden. 

Men formand for grundejerforeningen Strandfogedgården, som det berørte område hører under, Erling Mikkelsen, mener ikke, at sommerhusejerne har gjort ret meget ulovligt. Det siger han i et interview til TV2 Nord.

- Vi kan ikke se, at området er fredet og omfattet af Natura2000-bestemmelser, siger Erling Mikkelsen og henviser til to rapporter fra Aalborg Universitet, hvoraf det fremgår, at det kun er skrænten, der er fredet, ikke selve sommerhusområdet.

Har det skidt med beton

Derfor ser han ikke det store problem i, at sommerhusejerne har fjernet store mængder sand mellem sommerhusene og skubbet det ned ad skrænten. 

 
 
Foto: Lasse Dieckmann

- Det må være enhver grundejers ret at skrælle overfladesand af en grund, så der ikke kommer fugt i husene. Det har vi gjort før, og det er der jo mange andre, der også gør andre steder. Det er ikke noget nyt, men det er åbenbart blevet en sag, fordi flere huse deroppe har fået fjernet sand, siger Erling Mikkelsen. 

Til gengæld har han det skidt med, at der er blevet hældt beton ned ad skrænten.

- Jeg tror ikke, det er lovligt, nej. Jeg tror ikke, det er lovligt at komme cement derned. Det har jeg det ikke godt med. Det har jeg ikke, siger han til TV2 Nord.

Kender ikke manden bag betonen

Men frem for at få udråbt en syndebuk vil grundejerformand Erling Mikkelsen arbejde på, at der bliver fundet en løsning på det, han betegner som et gammelt problem - nemlig at sikre sommerhusene langs den nordjyske vestkyst.

quote Jeg kan ikke svare på, hvem der står bag kystsikringen. Jeg kunne godt have en idé om, men det ville være forkert af mig at sige, at det måske kunne være den eller den eller den.

Erling Mikkelsen, grundejerformand

- Jeg kan ikke svare på, hvem der står bag kystsikringen. Jeg kunne godt have en idé om det, men det ville være forkert af mig at sige, at det måske kunne være den eller den eller den. Det må andre vurdere. Men jeg har en idé om, at vi skal være mere løsningsorienterede, siger Erling Mikkelsen.

Han fortæller, at han og flere andre i området i årevis har forsøgt at få en dialog i stand med Hjørring Kommune om at få sikret kysten. Især siden udgivelsen af en kystrapport i september 2016 har han henvendt sig til kommunen flere gange, men det er endnu ikke lykkedes at få et møde. 

Unicon-betonkanon hælder beton ud over skrænten ved Lønstrup, efter fredet området er jævnet med jorden af ukendte gerningsmænd.
Unicon-betonkanon hælder beton ud over skrænten ved Lønstrup, efter fredet området er jævnet med jorden af ukendte gerningsmænd.
Foto: Privat

- Ifølge rapporten skal de berørte kommuner de næste 50 år gøre store indsatser for at kystsikre, så der ikke ryger flere sommerhuse i havet. Hjørring Kommune er den, der er hårdest ramt af problemet med erosion, men vi har stadig ikke fået en tilføjelse til kommuneplanen, så der kan ske noget, fortæller Erling Mikkelsen.

- Det er ikke i orden

Derfor inviterer han og resten af grundejerforeningen ved Lønstrup nu borgmester Arne Boelt (S) til et møde på lørdag klokken 10.

- Det er ikke i orden, at man negligerer henvendelser og kystrapporter i flere år. Det gør, at man som grundejer føler sig afmægtig. Vi betaler jo trods alt en eller anden ejendomsskat heroppe. Vi vil bare gerne have en beskrivelse af, hvordan man vil kystsikre i Hjørring Kommune. Det er det, vi har bedt om i vores henvendelser til dem, siger Erling Mikkelsen. 

Om borgmesteren så vil komme til mødet, tør grundejerformanden ikke spå om. Men noget skal der ske, slår han fast.

- Vi har ikke brug for, at der falder flere sommerhuse i vandet. Det er tragisk, hver gang det sker, at et sommerhus til fire millioner falder i vandet. Det er altså ikke rart at se. 


Seneste nyt

fra Nordjylland