SF: Læsø skal have flere midler
- Det er vores ansvar, at Læsøs økonomi kan hænge sammen. Sådan lyder det i dag fra SF’s Lisbeth Bech Poulsen, efter Læsø har vedtaget et budget med et underskud på 20 millioner.
Mandag aften vedtog Læsø et budget med en rød bundlinje. 19,5 millioner mangler i kommunekassen, hvis økonomien skal hænge sammen. Alligevel blev budgettet enstemmigt vedtaget af kommunalbestyrelsen.
- Det er den mulighed, vi mener, der er for at råbe op overfor staten og sige, at vi mener, at vi skal have et serviceniveau, som vi allesammen kan leve med herovre, siger Læsøs borgmester, Karsten Nielsen fra Dansk Folkeparti.
På Christiansborg har det skabt opmærksomhed, at ø-kommunens budget ikke hænger sammen. SF’s finansordfører, Lisbeth Bech Poulsen, mener, at staten skal hjælpe Læsø, fordi de står over for problemer, de ikke selv er skyld i:
- Læsø skal have ekstra midler, og Læsø får allerede ekstra midler, men det er ikke nok. Man har en helt særlig befolkningssammensætning på Læsø, som giver nogle udfordringer. Dengang kommunereformen blev lavet, der accepterede man, at Læsø skulle være sin egen kommune med den befolkning, de havde. Der må man bare sige, at der passer økonomien ikke til, og det er vores ansvar at sikre det, siger hun.
Danmarks ældste befolkning
Det er særligt den ældre befolkning på Læsø, der presser økonomien. Kommunen har Danmarks ældste befolkning med en gennemsnitsalder på 53,6 år, og halvdelen af byens indbyggere er over 60 år.
Samtidig med, at antallet af ældre stiger, så falder antallet af erhvervsaktive på øen. De sidste syv år er der således blevet 20 procent færre indbyggere på Læsø i den arbejdsdygtige alder. Derfor mener Lisbeth Bech Poulsen fra SF, at Læsø skal have en håndsrækning:
- De problemer, Læsø har, er strukturelle, det er ikke noget, du som kommunal politiker på Læsø er herre over. Det handler for eksempel om, hvor mange ældre der bor på Læsø. Vi har sagt, at de kommuner, der er økonomisk trængte på grund af forhold, som lokalpolitikerne ikke kan gøre for, dem giver vi en økonomisk håndsrækning, og det skal vi også gøre med Læsø.
Hun vil ikke sætte et konkret tal på, hvor meget støtte, hun synes, Læsø skal have.
Lokalpolitikere fra Læsø var på Christiansborg torsdag den 24. oktober for at bede om flere penge. Derudover har de her i oktober modtaget 7,2 millioner i ekstraordinær støtte fra puljen for vanskeligt stillede kommuner og fået et likviditetslån på 10 millioner.