De har lavet historisk kæmpe-sandkasse
Læsø er blevet en skulptur rigere. Kunstværket hedder Sandflugten og gemmer på en dyster fortid med masser af sten.
Det ligner umiddelbart en sandkasse omkranset af sten, men kigger man nærmere, så er det ikke tilfældelige sten - ligesom måden, de er lagt på, heller ikke er tilfældigt.
Stenene stammer fra mange forskellige steder på Læsø, fælles for dem alle er, at de er mange hundrede år gamle.
Og så indgår de nu i det nyeste kunstværk på Læsø, nemlig skulpturen Sandflugten. Den kan ses på Østerby Havn, hvor kunstneren bag, Birgitte Ejdrup Kristensen, og murer Nicolai Asmussen gennem et par uger i løbet af sommeren har arbejdet med værket.
Skulpturen fortæller historien om den sandflugt, der hærgede på Læsø for omkring 400 år siden. Dengang blev så store mængder skov fældet for at skaffe træ til de mange saltsyderier, der var dengang, at det fik voldsomme konsekvenser for øen.
- Det var en katastrofe, som kastede øen ud i fattigdom, fortæller Birgitte Ejdrup Kristensen og fortsætter:
- Sandflugten refererer til den naturkatastrofe, som lagde Læsø ned. Det er den periode som de genbrugssten som folk her fra Læsø har donereret, og det er sten, der på den ene eller anden måde referere til den periode med sandflugt.
- Fed opgave når værket kan bruges
Det er Nicolai Asmussen, der har bygget kunstværket, og det glæder ham, at værket er sådan et, man ikke bare skal kigge på – men man må også det som sandkasse eller bare sidde på kanten og nyde synet for eksempel ud over havnen.
- Det her er en mega fed opgave, det hele skal gå op i højere enhed både med håndværket og med de ideer, Birgitte som kunstner er kommet med. Det er fedt at se, når de to ting lykkedes, og det er federe at lave noget, der skal bruges, fordi det er noget, der kan inddrage og skabe flere fortolkninger, fortæller Nicolai Asmussen og tilføjer, at det gør indtryk på ham, når han arbejder med sten med en historie.
- Jeg er nok ikke en almindelig håndværker, for jeg mærker stenene og det er sådan en gensidig kærlighed til stenene og håndværket. Det er fordybelse på højt plan, og for mig er det følelser at lægge en mursten. Det lyder skørt, men for mig er det bare rigtigt.
Sten lå på havets bund i 200 år
En del af murstenene gemmer også på en dyster historie fra havets bund – for en del af stenene har ligget der i næsten 200 år.
De stammer fra et tragisk skibsforlis tilbage i 1856, da en svensk skonnert en stormfuld aften i 1856 forliste syd for Læsø. Lasten var på hele 20.000 mursten.
For fem år siden dykkede dykkere fra Undervandsgruppen ned og hentede murstenene op.
I dag indgår også de sten i Læsøs nye kunstværk Sandflugten.
- Jeg har en fornemmelse af, at skulpturen lander godt hos læsøboerne, og mange af dem, kender jo historierne, lyder det fra kunstneren, Birgitte Ejdrup Kristensen.
Kommer man forbi havnen på Østerby som gæst og ikke kender historierne bag hver enkelt sten, så er de alle udstyret med en QR kode, som man kan scanne og læse mange flere historier om det nye kunstværk.
Det er Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst, der har givet tilskud fra puljen 'Kunst i det offentlige rum: Realisering af kunstopgave' til kunstværket, ligesom også Læsø Kommune støtter også projektet, sammen med lokale aktører som Haabet – Per Kirkebys tidligere kunstnerbolig, der nu huser Læsø AiR (Artist in Residence).