Husker du Inge fra Læsø? Endelig er der godt nyt

Der er godt nyt for Inge Gadegaard. Den 56-årige kvinde fra Læsø er ramt af den frygtede sygdom ALS og har igennem flere måneder forgæves kæmpet for at få en fleksibel hjælpeordning, kaldet BPA.

Det er nu lykkedes.

Kommunen har netop afgjort, at Inge Gadegaard får den borgerstyret personlige assistance (BPA).

TV2 Nord besøgte for fjorten dage siden Inge Gadegaard hjemme, hvor venner og naboer hjalp hende med mange ting - blandt andet at få noget at spise. 

Det gør de stadig, ligesom hun får massiv hjælp fra hjemmeplejen på Læsø.

Inge Gadegaard har to gange søgt Læsø Kommune om at kunne ansætte sine egne personlige hjælpere for på den måde selv at kunne planlægge sin hverdag - i stedet for at skulle passe ind i hjemmeplejens skema. 

070223 Inge ned

Tredje gang er det lykkedes, og hun er nu bevilliget BPA-ordningen.

Det er Frederikshavn Kommunes socialenhed, der har afgjort sagen for Læsø Kommune, da ø-kommunen ikke selv har mulighed for at behandle sådanne sager.

Og socialenheden skriver i et brev til Inge Gadegaard, at man nu har truffet afgørelse om at imødekomme hendes ansøgning om borgerstyret personlig assistance i helhold til paragraf 96 i serviceloven.

Begrundelsen lyder blandt andet, at man vurderer, at hun har et betydeligt og varigt nedsat fysisk funktionsniveau som følge af ALS og derfor behov for omfattende og sammensat hjælp til personlig pleje, praktiske opgaver og ledsagelse.

quote Det er så hårdt at være så handicappet

Inge Gadegaard, designer og ALS-patient, Læsø

Kan besøge søn på efterskole

Ligesom kommunen har vurderet, at BPA-ordningen er nødvendig for, at hun kan bevare en selvstændig tilværelse. Dertil kommer, at hun med den fleksible og personlige hjælpeordning vil være i stand til at få ledsagelse til at kunne besøge sin 15-årige søn, der er på efterskole. 

En ordning, der ifølge hende selv samtidig ville kunne gøre den store forskel i hendes liv på lånt tid.

- Det er så hårdt at være så handicappet, lød det fra Inge Gadegaard, da TV2 Nord interviewede hende i forhold til, hvorfor BPA-ordning er vigtig for hende i en hverdag, hvor hun har brug for hjælp til alt:

- Når jeg er tørstig, er der en, der skal hjælpe mig, jeg kan ikke hælde op, jeg kan ikke drikke af et glas, jeg er afhængig af andre hele tiden, og det er mentalt rigtigt hårdt, når man er vant til at kunne alting. Jeg føler, jeg lever i et fængsel, jeg er indespærret, og jeg kan heller ikke som noget af det, mange andre tager for givet, lige at kunne skrive en SMS.


Seneste nyt

fra Nordjylland