Læsøfærgen har rygende travlt – 50 procent flere gæster i juli måned
Det er populært som aldrig før at tage på tur i det danske - Især hos Læsøfærgen har man oplevet en stigende passagertal siden sommerpakken blev indført.
Flere på færgen betyder flere på øen. Fra turistchefen på Læsø lyder det, at man nu har indhentet det forsømte fra foråret.
Færgen mellem Læsø og Frederikshavn har stået alt andet end stille i juli måned.
Fra 1. juli i år og frem til på fredag er færgen til Læsø gratis for gående og cyklende, og det har været en medvirkende faktor til, at der i år har været mange mennesker, der har taget turen til Læsø.
- De gratis billetter har haft en virkning, men vi har også set en stigning i campingvogne, biler og mobilehome, så der har været fremgang på alle hylder, siger direktør på Læsøfærgen, Lars Rieks.
Der har været urolig mange cykler, så vi har haft rygende travlt
- Lars Rieks, Direktør, Læsøfærgen.
I juli måned i år har Læsøfærgen haft lidt over 75.000 passagerer – sidste år i samme måned var der lidt over 50.000 passagerer. En stigning på 50 procent og 12.500 flere gæster på Læsø sammenlignet med sommeren sidste år.
- Det har været nærmest fra den første dag i juli måned, som normalt er en stille uge. Den første uge efter skolernes sommerferie har aldrig været decideret travl, men i år har der været run på fra dag ét. Der har været utroligt mange cykler, så vi har haft rygende travlt, siger Lars Rieks.
Flere passagerer på færgen betyder samtidig, at der kommer flere gæster på Læsø, som kan ligge penge på øen.
Det tabte er indhentet
Ligesom der har været rigtig mange passagerer på Læsøfærgen, så har der været mange både overnattende og dagsrejsende. Mange steder har de måtte sige nej til gæster, der gerne vil overnatte, fordi der simpelthen har været fyldt op på øen.
- Der har i juli været mange flere overnatninger end sidste år, og vi har indhentet, det vi smed i foråret, siger turistchef hos Læsø Turist- og Erhvervsforening, Gitte Melchiorsen.
Ifølge Gitte Melchiorsen så har det været vitalt for Læsø, at sommerpakken blev forlænget. Nu håber de, at de kan fastholde de gode besøgstal for juli måned i både august og september.
- Det ser ud til at august og september bliver pænere end sidste år, men vi kan se nu, at der igen bliver kapacitet i overnatningssystemet, siger Gitte Melchiorsen.
I marts måned startede en brandingkampagne for Læsø på TV2, som ifølge Gitte Melchiorsen har hjulpet en smule i forhold til at trække gæster til øen.
Færre gæster per tur
Læsøfærgen har på grund af corona-situationen været nødsaget til at tage færre passagerer med ombord på færgen på hver enkelt tur, fordi der skal være en siddeplads til alle.
I år har mange af passagerne været gående eller cyklende, fordi færgen har været gratis for netop de gående og cyklende. Ofte booker de kun en enkelt overnatning eller slet ingen.
- Vi håber, at nogle af de her cyklende og gående får smag og får lys til at komme igen. Den vigtigste pointe er, at der kommer nogle og lægger penge, men forhåbentlig vil de komme på en længere tur, siger Lars Rieks.
Selvom der har været fyldt op på siddepladserne på Læsøfærgen, så har folk været gode til at følge anvisningerne.