Gæsterne valfarter til Læsø: - Svært at finde overnatning til alle

Mange benytter sig af de gratis færgeafgange fra Frederikshavn til Læsø.

- Der er rigtig mange folk med færgen, og der er generelt bare mange folk herovre. Det er faktisk ved at være svært for os at skaffe overnatning til alle dem, som henvender sig.

Turist- og Erhvervschef fra VisitLæsø, Gitte Melchiorsen, har nok at se til. Gratis færgebilletter for alle cyklister og gående i juli er en af årsagerne. Normalt plejer sommersæsonen først rigtigt at tage fart omkring uge 29 på Læsø, men i år har der været næsten udsolgt i et stykke tid.

- Normalt mangler der lidt i uge 26 og 27, men i år er højsæsonen gået i gang tidligere, end den plejer, fortæller Gitte Melchiorsen til TV2 Nord. 

Indtil nu er der også flere bookinger end der plejer i resten af ferien. Normalt tynder det ud i uge 32, men det gør det ikke på samme måde i år. 

- Vi har også fat i nogle af gæster, som godt kan rejse uden for de store ferier. Og lige nu venter vi spændt på, hvordan rabatten på færgebilletter for august og september præcist bliver udformet af politikkerne, siger Gitte Melchiorsen.

I år bliver der solgt ekstra mange kort over Læsø, da mange er på besøg for første gang. I Østerby Havn er man ramt af, at der ikke er så mange svenske lystsejlere, som der plejer, men generelt er fornemmelsen hos øens erhvervsliv, at det kan gå hen og blive en helt ok sæson.

quote Vi skal selvfølgelig have indhentet en hel del fra de måneder, hvor der har været lukket ned, men de meldinger jeg får i øjeblikket går på, at det nok også godt kan lade sig gøre.

Gitte Melchiorsen, Turist- og Erhvervschef, VisitLæsø.

- Vi skal selvfølgelig have indhentet en hel del fra de måneder, hvor der har været lukket ned, men de meldinger jeg får i øjeblikket går på, at det nok også godt kan lade sig gøre, forklarer Gitte Melchiorsen.

Ø-pas

Der er allerede bestilt masser af Ø-pas og, og nu bliver der produceret 50.000 mere. Med et Ø-pas kan man ganske gratis finde inspiration og fakta om de danske øer, og samtidig er der mulighed for at samle på ø-mærker. Der er 38 øer med i Ø-passet heriblandt Læsø.

Gitte Melchiorsen oplever, at mange i dag medbringer et Ø-pas, men også sidste sommer var det allerede en succes.

Mange har i år valgt at ferien skal være i Danmark på grund af coronavirus, og det glæder Landdistrikternes Fællesråd, at de danske øer er populære som sjældent set.

- En ferie i Danmark er ikke lig med afsavn til den aflyste sommerferie i syden, det kan faktisk være et bevidst valg, og være en øjenåbner for, hvor afslappet, berigende og magisk en ferie, man kan få i sit eget land. Og hvor stort Danmark er på skønne attraktioner, autentiske oplevelser, og smuk natur, fortæller Landdistrikternes Fællesråds formand, Steffen Damsgaard, i en pressemeddelelse.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland