37-årig mand i kritisk tilstand efter knivstikkeri i Hobro
På flere sociale medier har der været rygter om, at den 37-årige var afgået ved døden. Men det passer ikke, oplyser Nordjyllands Politi. Men rygterne har allerede fået flere til at lægge blomster ved den 37-åriges forretning.
Den mand, der fredag aften blev stukket med en kniv på Randersvej i Hobro, er i kritisk tilstand. Politiet leder fortsat efter gerningsmanden.
Den 37-årige mand, der fredag aften blev stukket ned i Hobro, er stadig i kritisk tilstand, oplyser Frank Olsen, der er vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi.
Han afkræfter derfor de rygter, der har floreret om den 37-åriges tilstand på de sociale medier siden mandag aften.
Knivstikkeriet fandt sted fredag aften omkring klokken 22 på Randersvej i Hobro, hvorefter politiet kort tid efter mødte talstærkt op. Den 37-årige mand blev cirka 20 minutter senere fløjet med helikopter til behandling på sygehuset, hvor han tirsdag stadig er indlagt i kritisk tilstand.
Rodede sig ikke ud i problemer
Borgere i Hobro er rystede over hændelsen. Det kunne blandt andet ses på gågaden tirsdag, hvor der først på formiddagen var lagt blomster og kort foran den 37-åriges forretning.
Den 37-årige mand er, ifølge vores oplysninger, kendt af mange i Hobro som en god og vellidt mand, der ikke roder sig ud i problemer.
Derfor er bekendte og folk tæt på den 37-årige også uforstående og rystede over, hvordan det kunne ske.
Kendte hinanden gennem længere tid
Den 37-årige mand blev ifølge TV2 Nords oplysninger overfaldet tæt på sin bopæl. Han er efter sigende blevet mødt af gerningsmanden ved sin bil, og herefter er han løbet ud til Randersvej efter hjælp.
Tirsdag eftermiddag kunne Nordjyllands Politi fortælle, at italiensk politi har anholdt en 40-årig mand i den italienske by Milano. Den 40-årige mand med bopæl i Hobro blev anholdt i lufthavnen i den norditalienske by, fordi Nordjyllands Politi mistænker, at det er ham, der har overfaldet den 37-årige mand, der nu er i yderst kritisk tilstand.
Ifølge vores oplysninger har den formodede gerningsmand og den 37-årige kendt hinanden gennem længere tid, da de kommer i de samme kredse og har gået på sprogskole sammen.
Venter på at få 40-årig udleveret
Nordjyllands Politi kan endnu ikke sige noget om, hvornår den anholdte 40-årige mand kan udleveres til Danmark og blive retsforfulgt.
- Vi har respekt for den proces, der nu skal køre hos vores kolleger i Italien – og så er vi klar til at hente den anholdte mand til Danmark, når italienernes politiarbejde i forbindelse med anholdelsen er afsluttet, siger politikommissær ved Nordjyllands Politi Carsten Straszek.
Det 37-årige offer er fortsat i yderst kritisk tilstand, og sagen efterforskes af Nordjyllands Politi som forsøg på manddrab.
- Vi efterforsker på fuldt blus. Vi har stadig et stort arbejde foran os. Det består blandt andet i at kortlægge hele forløbet før, under og efter knivstikkeriet. Vi foretager afhøringer, forhøringer, forskellige undersøgelser og en række andre efterforskningsskridt. Alt sammen med det formål at stykke et præcist billede sammen af, hvad der er foregået, siger Carsten Straszek.
De pårørende til den 37-årige mand er underrettet.