51-årig dømt for årelangt misbrug af unge drenge
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Den 51-årige mand var gode venner med faren til den ene dreng. Den anden dreng boede på samme vej, som den dømte.
En 51-årig mand skal i fængsel, efter han har misbrugt to unge drenge i årevis. Det har Retten i Aalborg netop fastslået.
Fire år og seks måneders ubetinget fængsel. Sådan skal en 51-årig mand fra Himmerland straffes, efter han i årevis har misbrugt to unge drenge.
Anklageskriftet var egentlig bygget op om tre drenge, men for et af ofrene gælder det, at overgrebene mod ham var forældet ifølge daværende lovgivning. Blot 20 dage efter hans sag var forældet, blev loven ændret til, at misbrugssager mod børn ikke kan forælde.
Derfor kan den 51-årige kun dømmes for overgreb mod to af drengene.
Den 51-årige er også blevet tilkendt et bolig- og besøgsforbud. Det vil sige, at han ikke må modtage besøg af personer under 18 år, og at han heller ikke må opholde sig i hjem, hvor der er personer under 18 år.
Den dømte skal desuden betale sagens omkostninger og erstatning til de to ofre.
Hjemmet var et frirum
Den 51-årige mand var gode venner med faren til den ene af de to drenge, han nu er dømt for at have forgrebet sig på. Den anden dreng boede på hans vej.
Det er rettens påstand, at den 51-årige havde opbygget et tillidsforhold til drengene, som godt kunne lide at komme i hans hjem.
Særligt det ene offer, en i dag 22-årig mand, var ofte på besøg i hjemmet, der fungerede som et slags frirum for ham.
Den 51-årige har forklaret i retten, at det ikke altid var nemt for drengen at være i sit eget hjem, hvor stemningen sommetider var trykket. Særligt i en periode, hvor offerets far havde mistet sit arbejde.
Derfor kom han oftere og oftere på besøg hos den 51-årige både i hverdage og i weekender, og det var under disse besøg, at overgrebene fandt sted. Dengang var han ni år gammel.
Sagens anklager har procederet for, at den 51-årige har forstærket sin position ved at give drengene mange og store gaver og oplevelser.
- Gaverne fortsatte med at rulle ind i takt med, at overgrebene stod på, og gældsfølelsen hos ofrene blev meget stærk, sagde sagens anklager, Anne Thyrrestrup, under sin procedure i retten.
En af de unge mænd kan huske en specifik episode, hvor han fik en legoæske i bytte for oralsex.
En splittet, ung mand
Sagen begyndte at rulle i februar 2022, da den 22-årige mand henvendte sig til Nordjyllands Politi.
Her fortalte han, at en tidligere nær ven af hans familie havde misbrugt ham, siden han var omkring ni år gammel.
Ifølge sagens anklager har det ikke været nemt for den 22-årige mand at stå frem og anmelde sagen til politiet.
- Han var splittet mellem at gøre det rigtige og at gøre en person ondt, som han føler har været der for ham i mange situationer, sagde anklageren i retten.
Hun mener, at den 22-årige mand fra en tidlig alder har været udsat for 'grooming', idet at den 51-årige har opbygget en relation til ham med henblik på at begå seksuelle overgreb.
Hun argumenterede også for, at den splittelse, som den 22-årige har følt i forbindelse med sin anmeldelse, vidner om, at han har haft et stærkt tillidsforhold til sin krænker.
- Han fortæller sandheden. Også selvom det er hårdt og svært. Han havde tillid til ham, sådan som man har tillid til sin familie, sagde anklageren i retten.
Det mener hun også er bevist i forbindelse med en episode, hvor den 22-åriges mor havde spurgt ind til sønnens forhold til den 51-årige.
- Der valgte han at beskytte den 51-årige, fordi han havde præget ham, så han ikke følte, han havde andre at gå til, sagen anklageren under sin procedure.
Aldrig med tvang
Den 51-årige har tidligere forklaret i retten, at han ikke kan have misbrugt drengene, da der aldrig har været tale om tvang, og at det var noget, han var meget bevidst om, da han selv er blevet misbrugt som barn.
Derfor har han fra sagens begyndelse nægtet sig skyldig i anklagerne om overgreb.
I forbindelse med den 51-åriges anholdelse i februar, ransagede politiet hans adresse. Her konfiskerede de computere og eksterne harddiske indeholdende knap 10.000 billeder af børnepornografisk karakter.
Derfor var han også tiltalt for at være i besiddelse af børneporno, og det forhold har han erkendt.
Den 51-årige mand modtog dommen.