637 har skrevet under på at bevare blåt hus i Hadsund
Det mest omdiskuterede hus i Hadsund er igen til debat. Det drejer sig om butikken Fingerbøl, der skal ændre facadefarven endnu engang. Nu har 637 borgere skrevet under på en underskriftsindsamling for at bevare huset, som det er.
Sjældent har en husfarve været så omdiskuteret som farven på butiksfacaden af Fingerbøl i Hadsund. Butikken er med sin blå farve nem at se i bybilledet, men den blå farve er også en, der deler vandene. Og en farve, der ifølge forvaltningen ikke passer ind i lokalplanen.
Butikkens ejere er blevet pålagt af Mariagerfjord Kommune at male facaden om inden den 1. oktober 2021. Men i dag, tirsdag, har kommunens borgmester, Mogens Jespersen (V), modtaget en underskriftsindsamling på 637 underskrifter, der støtter op om den nuværende facadefarve.
Det er Kate Simonsen fra Oue, der startede underskriftsindsamlingen i begyndelsen af december, og hun er tilfreds med antallet af underskrifter:
- Jeg synes, det er gået over alt forventning. Generelt ligger der mange kommentarer, som omhandler, at det er chikane mod den lille erhvervsdrivende, og mange der mener, at det er den flotteste butik i hele byen, siger Kate Simonsen.
Det handler om lokalplanen
På torsdag er butikkens facadefarve på dagsordenen til byrådsmøde i Mariagerfjord byråd. Det har den været flere gange før, men nu handler punktet om, at der i lokalplanen står, at en bygning gerne må være malet i farven ultramarin, og det er den farve, Fingerbøl er malet i.
Derfor har byrådsmedlem Svend Madsen fra Venstre lagt op til, at farven igen skal diskuteres. Men ifølge udvalgsformanden for Teknik- og Miljøudvalget, Jørgen Hammer Sørensen (DF), så ændrer det ikke på, at farven i Hadsund ikke holder i forhold til lokalplanen:
- Det er rigtigt, at ultramarin må bruges, men der står også, at det ikke er alle nuancer af ultramarin, der må bruges. Der må ikke anvendes kraftige og rene farver, og der kan ikke være nogen, der er i tvivl om, at bygningen i Hadsund har en kraftig farve, siger han.
Underskriftsindsamlingen kommer heller ikke til at ændre på hans holdning i forhold til bygningens facadefarve, for ifølge ham er det en sag mellem forvaltning og husejer, og ikke en sag, der kan påvirkes af en underskriftsindsamling:
- Det handler ikke om en underskriftsindsamling. Det handler om, om lokalplanen er overholdt eller ej. Hvis man har kørt for stærkt eller lignende, så kan man heller ikke ændre på, at man har brudt loven ved at starte en underskriftsindsamling, siger Jørgen Hammer Sørensen, formand for Udvalget for Teknik- og Miljø.
Først grøn, så blå
I en nabohøring blev naboerne til bygningen bedt om at tage stilling til, om der skulle gives dispensation, så butikken kunne få lov til at beholde sin blå farve. 20 naboer stemte for den blå farve, og 10 stemte imod.
Udvalget var klar til at give en dispensation, hvis der ikke kom nogen indsigelser, men droppede det igen, da de ti stemte imod.
Sagen har kørt siden 2018, og den begyndte, fordi en tidligere genbo var utilfreds med facadefarven, der dengang var klar grøn. Derfor blev bygningen malet blå. Kate Simonsen foretrak den grønne farve, men er også glad for den blå farve, og derfor er hun imod, at den males om igen.
Når hun kører fra sit hjem i Oue og til Hadsund, så er Fingerbøl det første hus, hun ser i gågaden. For hende er det vigtigt, at huset får lov til at bevare den opsigtsvækkende farve:
- Jeg mener, man skal gøre det indbydende at komme i Hadsund, og jeg synes, at Fingerbøl er både indbydende og varm. Den siger, kom indenfor, her er vi moderne og kreative. Længere oppe ad gaden er facaderne mere uindbydende, hvorimod Fingerbøl kalder folk ind i gågaden, siger Kate Simonsen.