Endnu en skandale truer med at lukke botilbud i Mariager
Susan Simonsen er mor til 26-årige Emma, der til dagligt bor på botilbuddet, Sødisbakke.
Det er langt fra første gang, at botilbuddet, Sødisbakke, modtager kritik.
Socialtilsyn Nord truer med at lukke afdelingen for psykiatri og udviklingshandicap på institutionen Sødisbakke i Mariager. Det viser en ny tilsynsrapport, som Ekstra Bladet har fået aktindsigt i.
Det fremgår blandt andet at:
- Botilbuddet tager imod borgere, der falder udenfor botilbuddets godkendelse.
- De formår ikke at forebygge vold og overgreb imellem beboerne.
- Beboer har svært ved at få hjælp om natten og så har en beboer sovet i et skur i et år.
Botilbuddet hører under Region Nordjylland og er for borgere med svære fysiske og psykiske handicap. En af dem, der bor på Sødisbakke, er 26-årige Emma Simonsen.
Hendes mor, Susan Simonsen, står nu frem med en skarp kritik af botilbuddet, som hun mener har svigtet hendes datter i alle otte år, hun har boet på Sødisbakke.
- Sidste gang, hun var hjemme, var hun usoigneret, fortæller Susan Simonsen.
Ikke første gang hammeren falder
Allerede i 2020 modtog Sødisbakke kritik fra Socialtilsyn Nord. Af rapporten fremgår det, at kritikpunkterne for fire år siden er de samme punkter, der fremgår fra deres seneste tilsynsrapport. Derfor vurderes det denne gang som en såkaldt skærpende omstændighed.
- Fra regionens side tager man det meget alvorligt, lyder det fra Jesper Cetnie Rasmussen, områdechef for Området for Voksne med Udviklingshandicap i specialsektoren i Region Nordjylland.
Alligevel lyder det samtidig fra områdechefen, at han ikke kan genkende det samlede billede af tilsynsrapporten.
- Der er flere elementer i det, som tilsynet skriver, som vi er uenige i og der er også elementer, hvor jeg tror, at tilsynet vil give os ret i, at det ikke er gentagende tilfælde, siger Jesper Cetnie Rasmussen.
Se hele indslaget her:
Vil ikke blive der
Tirsdag eftermiddag afholdte Jesper Cetnie Rasmussen og Susan Simonsen et møde om de nuværende forhold for hendes datter, men det var skuffelse, som Susan Simonsen forlod rummet med.
- De forsøger at feje det ind under gulvtæppet, fortæller Susan Simonsen.
Ledelsen på Sødisbakken har udarbejdet en 17-siders handlingsplan, der skal sikre botilbuddets overlevelse, og dermed også de 39 nuværende beboers tilknytning til botilbuddet. Det er dog ikke noget, der får Susan Simonsen til at trække kritikken tilbage.
- For min skyld må det sted gerne lukke, lyder det fra Susan Simonsen.
Susan Simonsen har besluttet sig for, at datteren under alle omstændigheder skal flyttes væk fra botilbuddet, Sødisbakke.