Fanget i plasticrør: Pige måtte have beredskabets hjælp

En ung pige måtte have hjælp af brand- og ambulancefolk, da hun fredag aften sad fast i et plasticrør på en legeplads ved Volstrup Fiskepark.

En lille pige omkring de 11 år endte i en ubehagelig situation, på hvad der skulle have været en hyggelig aften ved Volstrup Fiskepark nær Hobro fredag.

Det fortæller indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Caspar Weisberg. 

Den unge pige var i færd med at lege på en nærliggende legeplads, da hendes ene ben pludselig vender rundt og kiler hende fast i røret, så hun ikke kan komme ud. 

Pigen sidder uhjælpeligt fast, og hendes forældre vælger derfor at ringe 112. 

- Vi kommer ud på legepladsen sammen med ambulancefolkene, og vi får hende lige så stille rykket ud af røret. Hun havde ret ondt i benet, men hun blev tilset af ambulancefolkene, og der var ikke sket noget med hende, siger Caspar Weisberg.

Forældrene kunne herefter tage pigen med hjem. 


Seneste nyt

fra Nordjylland