Fodboldtræner skyder janteloven til hjørne - her må pigerne gerne være gode
Football Talent Academy samler i denne weekend de mest talentfulde spillere.
Der er ikke nok fokus på talentudvikling på kvindesiden i de danske fodboldklubber.
Det mener en fodboldtræner i Hadsund, som derfor har taget opgaven i egen hånd i denne weekend. Han har samlet Danmarks kommende fodboldstjerner for at træne og udvikle deres spil med ligesindede.
- Jeg synes, at janteloven slår meget ind. Det er ikke ofte, at man får lov til at være den bedste, siger René Pedersen.
Man får rigtig mange gode venner, og man lærer også rigtigt meget
Leonora Pedersen, fodboldspiller i Hadsund Boldklub
Han mener, at der burde være meget mere plads til pigernes og kvindernes fodbolddrømme.
- Bliver der lavet ekstra tiltag, så er det ofte for bredden, mens de bedste kommer til at ligge lidt i skyggen, siger han under lørdagens træning af U11-piger fra hele landet.
Og pigerne er helt enige:
- Man bliver lidt mere udfordret og får lært flere ting, siger Emilie Duun Jensen fra SIF-Assentoft.
- Her er man lidt mere alvorlig, men det er også rigtigt sjovt, lyder det fra Leonora Pedersen, der til daglig spiller for Hadsund Boldklub.
Intensiverer træning
For at styrke de stærke spillere har René Pedersen startet Football Talent Academy, der i denne weekend samler eliten fra store dele af landet.
- Ved at samle dem her, når de så skal ud i det i DBU-samlingerne, så kender de hinanden, siger fodboldtræneren.
Spillerne får et supplement og en hjælp til deres træning med sig hjem til deres respektive klubber.
- Det kan bare noget, at vi kan presse dem vanvittig meget og få fed intensitet i deres træning, lyder det fra den engagerede træner.
Nogle kører rigtigt langt herop for at få det sociale og dét at være i en pigegruppe
René Pedersen, fodboldtræner
Fedt fællesskab
Træningen i Hadsund er ikke kun tiltænkt talentudvikling, men skal også bruges socialt.
- Vi har nogen, der kun spiller på drengehold, og som kører rigtigt langt herop for at få det sociale og dét at være i en pigegruppe, siger René Pedersen.
- Det er fedt, at man får et rigtigt godt fællesskab, mener Emilie Duun Jensen.
Hendes kollega på holdet er enig:
- Det er sjovt, man får rigtig mange gode venner, og man lærer også rigtigt meget, siger Leonora Pedersen.