Første skoledag for børn og skoleleder: - Det bliver en festdag
På Hobro Friskole har 0. til 4. klasse første rigtige skoledag i over en måned - det samme gælder skolelederen.
Da Per Ølholm i december blev ansat som ny skoleleder på Hobro Friskole, havde han ikke regnet med, at der skule gå knap halvanden måned fra hans første arbejdsdag, til han rent faktisk så et barn på skolens gange. Men sådan er det gået, men nu - efter at skolens børn har været corona-hjemsendt siden 21. december - er der endelig liv på skolens gange. Mandag morgen mødte børnene i 0. til 4. klasse ind igen.
- Jeg er kommet på skolen, men det har været en tom skole, og jeg har gået og joket med lærerne, om der overhovedet er børn på den her skole. Men de kommer i dag, og jeg er mega spændt og glad. Det bliver en festdag, fortæller skolelederen.
Respekt for lærernes arbejde
En af de elever, der igen er tilbage i skole mandag, er Selma Andreasen, der går i 3. klasse. Hun har været hjemme og har ligesom sine klassekammerater modtaget digital undervisning med assistance fra sine forældre, som dog også har skullet passe deres arbejde.
- Vi har været to voksne derhjemme, som selv har skullet passe vores arbejde og har skulle afsted på arbejde indimellem, så børnene har været meget alene hjemme. Men de har klaret det super godt, fortæller Selmas mor, Nathalia Andreasen, og fortsætter:
- Man får virkelig respekt for det arbejde lærerne laver til daglig.
Har savnet skolen
Selma selv har nydt at være hjemme hos sine forældre, men er også henrykt over, at hun nu kan komme tilbage til sine klassekammerater. Det bliver dog ikke en skoledag, helt som hun har været vandt til, men det hele har hun prøvet før - i foråret sidste år da første nedlukning og genåbning fandt sted:
- Der er en masse retningslinjer, vi skal overholde. Der er afstand, sprit og en masse ting, der skal være i orden, men vi synes, det hele er på plads. Og så har vi egentlig forberedt os på, at børnene skal have en tryg og god dag. De skal lande, for de har jo været væk i noget der minder om en sommerferie, så de skal finde hinanden igen, fortæller Per Ølholm.
- Det skal være godt og sikkert, og samtidig skal børnene have en normal hverdag, så det er os voksne, der skal have styr på alt det (med restriktionerne red.), og så skal børnene bare lege og falde til.
I aften klokken 19.30 sender vi en hel times særudsendelse med fokus på håb og taknemmelighed. Her kommer vi naturligvis også yderligere ind på dagens genåbning af de mindste klasser i folkeskolen.