Hård blæst var godt for Limfjorden: Ilten er kommet tilbage i fjorden
Foto: TV2 Nord
En uge med blæst har skabt gode iltforhold i Limfjorden, hvor der så sent som i sidste uge var kraftig iltsvind.
I sidste uge kom Miljøstyrelsen med den første iltsvindsmåling for år 2020. Tallene var på det tidspunkt bekymrende, for de viste, at der flere steder i Limfjorden var kraftig iltsvind.
Nu kommer Miljøstyrelsen med de seneste målinger af iltsvind, og her viser tallene, at der igen er kommet ilt til fjorden gennem Nordjylland.
Det viser Miljøstyrelsens målinger af iltsvind i perioden 3 - 10. juli.
Det er det blæsende vejr i uge 28, der har ansvaret for forbedringen af iltforholdene i Limfjorden. Vinden har rørt rundt i vandmasserne, så friskt og iltrigt vand fra toppen er blevet blandet ned i det iltfattige bundvand.
Det betyder, at der igen er gode forhold for fisk og bunddyr.
Ilten er ikke tilbage i Mariager Fjord
Selvom der igen er kommet ilt i Limfjorden, så går det anderledes dårligt i Mariager Fjord. Her bliver der målt kraftig iltsvind og sammen med det sydlige Lillebælt omkring Als er Mariager Fjord det sted i Danmark, hvor der, ifølge den seneste måling fra Miljøstyrelsen, er kraftigst iltsvind i hele landet.