Hobro pudsede Superliga-formen af med nullert
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Hobro IK kunne ikke få bolden i nettet, da Superliga-klubben mødte Skive IK fra 1. division i den sidste testkamp før forårspremieren i Superligaen.
På kunstgræsbanen ved DS Arena i Hobro skulle spillerne fra Hobro IK tirsdag eftermiddag have de sidste 90 minutters kamptræning i benene, før Superligaen begynder igen i weekenden. Modstanderen var Skive IK, som ligger lige over nedrykningsstregen i landets næstbedste række.
Hobro-træner Peter Sørensen stillede op i noget nær stærkeste opstilling, men de 11 udvalgte kunne ikke få hul på gæsternes målmand i de første 45 minutter. Emmanuel Sabbi kom frem til Hobros bedste muligheder, men den amerikanske profil manglede skarpheden.
Endte uden mål
I pausen blev Sabbi taget ud til fordel for Mikkel Mejlstrup Pedersen, og i løbet af anden halvleg foretog Hobro en række udskiftninger. Flere af klubbens unge spillere fik chancen for at vise sig frem i det forholdsvis begivenhedsfattige opgør.
Efter 90 minutters spil på kunstgræsset var stillingen fortsat 0-0, og kampen endte lige så målløst, som den begyndte. Dermed fik Hobro-offensiven, som scorede 20 mål i 20 kampe i efteråret, ikke for alvor tanket selvtillid i den sidste testkamp før Superliga-premieren.
Hobro tager søndag middag hul på forårssæsonen i Superligaen på udebane mod SønderjyskE. Himmerlændingene ligger på 12. pladsen i ligaen og skal i foråret forsøge at undgå nedrykning til 1. division.
Testkampen mod Skive IK er slut, og det ender 0-0 #hobsik pic.twitter.com/cTKiqNItN8
— Hobro IK (@hikfodbold) February 11, 2020