Høj gaspris rammer børn på ungdomsskole

Ungdomsskole må lukke flere aktiviteter for børn og unge

Mariagerfjord Ungdomsskole er et tilbud til kommunens børn og unge, som indebærer undervisning, fællesskab og klubaktivitet.

Men tilbuddet er med et trylleslag blevet reduceret markant.

- Problemet er, at vi i huset her fyrer med gas, og det betyder, at penge vi normalt ville bruge på aktiviteter til de unge, nu skal bruges til at betale varmeregningen, forklarer leder af ungdomsskolen Lars Otte Koefoed.

Video: Se indslaget herunder

De stigende gaspriser rammer ikke kun nordjyske privatkunder. Også foreningslivet mærker de konsekvensen af gasprisernes himmelflugt. I Mariagerfjord Kommune har det store konsekvenser for ungdomsskolen.

Faktisk er udgiften til opvarmning henved femdoblet.

I 2021 brugte ungdomsskolen gas for 65.000 kroner. I år ender regningen med de aktuelle priser på 360.000 kroner. Eller hvad der svarer til 1000 kroner om dagen.

- Det er bekymrende, for de unge har lige gennemlevet to års indespærring på grund af corona, hvor de i den grad har manglet de store fællesskaber. Nu hvor de endelig skulle til at være sammen igen, kommer det her og ødelægger mulighederne for at være sammen. Det rammer især de børn, der har det svært, lyder det fra Lars Otte Koefoed.

- Alvorligt, siger politiker

På Christiansborg anerkender begge sider i folketingssalen, at der er en udfordring.

Marie Bjerre sidder både i Folketingets børne- og undervisningsudvalg og i energi- og forsyningsudvalget. Hun mener, at regeringen burde prioritere de unges trivsel frem for at sende, som hun kalder det, mere eller mindre tilfældige varmechecks ud.

- Det er meget alvorligt det her, og det risikerer jo at få enorme konsekvenser for de unge. Derfor bør regeringen og Folketinget tage det her meget mere alvorligt, siger hun.

Marie Bjerre (V) mener, at der skal handles.
Marie Bjerre (V) mener, at der skal handles.
Foto: Mick Knive Anderson / TV2 Nord

Venstre foreslår blandt andet at lette afgifterne for forsyningsselskaberne, som så kan sætte priserne ned. Det vil ifølge Marie Bjerre også hjælpe eksempelvis ungdomsskolerne. Bjarne Laustsen (S) fra regeringspartiet sidder også i energi- og forsyningsudvalget. Han er sådan set enig i alvoren. Han er bare uenig i, hvordan man skal hjælpe de ungdomstilbud, der rammes af energikrisen.

- Man er nødt til at målrette hjælpen, i stedet for, som Venstre foreslår, at hjælpe alle på én gang. I den finanslov, vi lige har fremlagt, er der mulighed for at søge om inflationshjælp. Der kan kommunerne søge konkret til specifikke projekter. Og så må man forstå, at et tilskud måske nok hjælper her og nu, men på den lange bane må man også selv tilpasse sig til de vilkår, som samfundet står i.

Bjarne Lausten vil målrette hjælpen.
Bjarne Lausten vil målrette hjælpen.
Foto: Jeppe Frost Kyvsgaard

Går ud over de svageste

Tilbage i Mariagerfjord Kommune suser gasfyret lystigt. Fyret er skyld i, at tilbuddet til ensomme teenagepiger nu er aflyst sammen med kanoturene og fodboldtræningen på Aalborg Stadion. I alt har ungdomsskolen fundet besparelser på en halv million kroner. Penge til kommunens unge, der nu, i bogstavelig forstand, går op i røg.

- Jeg frygter, at de svageste unge i kommunen nu må søge sammen i fællesskaber på gaden, og det vil betyde, at nogle kommer ud i nogle miljøer, der ikke er hensigtsmæssige for dem, slutter Lars Otte Kofoed. 


Seneste nyt

fra Nordjylland