I Mariagerfjord er hallerne åbne for alle

I Mariagerfjord Kommune kan man booke en hal, hvornår man har lyst, til lige den sportsgren, man ønsker at dyrke.

I Mariagerfjord Kommune har man opdaget, at idrætsglade danskere ikke kun dyrke deres idrætsgren på et fast klokkeslæt en gang om ugen - de vil dyrke idræt, når de har tid og lyst. For at imødekomme dette ønske har kommunen, som en af de første i landet, lanceret Åben Hal i foreløbigt fire af kommunens haller. I Øster Hurup, Als, Assens og Hadsund.

I Mariagerfjord Kommune har man gode erfaringer med holde "Åben hal", hvor borgerne kan booke tiderne i hallerne i Øster Hurup, Als, Assens og Hadsund. Der er meget at vælge i mellem, man kan eksempelvis bruge "haltiden" til både badminton, volley, hockey, basket, fodbold og bordtennis.

- Det er meget nemt og brugervenligt, og vi har allerede fået god feedback fra brugerne, fortæller Johnny Wulff Andersen, der er fritids- og idrætskonsulent i Mariagerfjord Kommune, og som har været tovholder på projektet.

Foreløbigt er fire haller tilknyttet Åben Hal, men der er håb om at 12 haller i Mariagerfjord Kommune følger med.

Både for lokale, besøgende og turister

I hallerne er man glade for den nye mulighed, der giver brugerne en større fleksibilitet, samtidig med at hallens ledige kapacitet udnyttes bedre.

Nikoline Elling, der er aktivitetsmedarbejder i de fire haller, som er tilknyttet ordningen, fortæller:

- Det er godt, for det skaber endnu mere liv i hallerne. Vi har også kun fået positive tilbagemeldinger, og jeg er sikker på, at tilbuddet om Åben Hal på sigt vil blive en stor succes. Lige nu kan vi selvfølgelig godt mærke, at det er nyt, og at vi fortsat skal arbejde intenst på at udbrede kendskabet. Men dem, der har benyttet tilbuddet, har været begejstrede.

- Og det gælder både lokale og besøgende til området. I løbet af sommeren kunne vi godt mærke, at det var populært hos turisterne, fortæller Nikoline.

Den udmelding kan Danni Fugl fra Odense bekræftet. Han bookede en badmintonbane i Als Hallen, da han i løbet af sommeren var på besøg i området.

- Vi var på besøg hos svigerfamilien i Als, da jeg fik lyst til at udfordre svigerfar i badminton. Vi gik ind på Als Hallens hjemmeside, bookede, betalte og kørte op i hallen. Da vi ankom til hallen, ringede vi til et nummer, og der blev låst op. Det fungerede perfekt. Jeg synes, at konceptet er vildt smart, fortæller Danni.


Seneste nyt

fra Nordjylland